Ny Gallup: Rød blok halter efter blå - Elbæk nærmer sig magisk grænse | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Ny Gallup: Rød blok halter efter blå - Elbæk nærmer sig magisk grænse

Frustrationerne i rød lejr kan snart blusse op, hvis den end ikke kan vinde ind på blå i en situation, hvor Løkkes troværdighed vurderes som meget lav af vælgerne.

Statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) på visit hos de udsendte danske piloter, der fra Ahmed Al-Jaber-basen i Kuwait deltager i den internationale koalition mod Islamisk Stat (IS) i Irak.

I statsministeriet må Helle Thorning-Schmidt (S) tage sig til hovedet­.

For næsten uanset, hvor meget hun forsøger at profilere sig som en stor statsleder, slår det ikke igennem i meningsmålingerne og løfter rød blok.

Blå blok bliver bare ved og ved med at ligge foran med en komfortabel føring, der synes svær at indhente ved valget, der skal afholdes senest til september. I en ny måling for berlingske – hvor der nu for første gang også måles på Alternativet – står blå blok med Lars Løkke Rasmussen (V) som statsministerkandidat til 53,3 procent, mens rød blok står til 46,2 procent af stemmerne. Uden Alternativet er fordelingen 45 pct. til rød blok og 53,4 pct. til blå blok.

Helle Thorning-Schmidt og hendes rådgivere har ellers siden hendes nytårstale gjort alt for at iscenesætte statsministeren som en stærk, medfølende og almoderlig statsleder, der tilmed bevæger sig hjemmevant på verdensscenen.

Læs mere: Efter angrebet: Derfor går Thorning frem, mens Socialdemokraterne ligger fladt

Først med den socialdemokratiske kampagne »Det Danmark, du kender«, hvor Helle Thorning-Schmidt blandt andet blev afbilledet sammen med Barack Obama. Sidenhen som stats­leder på besøg i helvedes forgård, ebolaens epicenter i Sierra Leone, hvor hun blev afbilledet i den sikkerhedsdragt, som det danske sundhedspersonale på stedet bruger for ikke at blive smittet med den dødbringende sygdom. Og i denne uge kunne danskerne så se billeder af Thorning på besøg ved danske soldater, der er udstationeret på koalitionsbasen i Kuwait, hvorfra danske F-16-fly dagligt går på vingerne for at bombe eller overvåge IS i Irak. Dette kort tid efter, at hun havde fået stor ros for at træde i karakter som samlende statsleder efter terror­angrebet i København, som umiddelbart styrkede hende personligt i forhold til den kommende valgkamp. Men lige lidt hjælper det Thorning i de politiske målinger.

Svært som rød at »vinde« på terror

Hvorfor?

For det første kæder danskerne truslen om terror tæt sammen med udlændinge, flygtninge og integration – tre dagsordener, hvor vælgerne typisk har størst tiltro til de borgerlige partier. Tendensen fra tidligere terror­hændelser er, at højreorienterede regeringer vinder på terror, hvorimod venstreorienterede taber.

For det andet vindes valg ikke på, hvad statsministeren foretager sig i udlandet, men på nationale temaer om velfærd og økonomisk vækst, der kan sikre jobs. Så Thornings besøg i Sierra Leone og Kuwait kan – måske – give vælgerne et positivt billede af hende som statsleder. Men sådanne besøg vil ikke føre hende frem til valgsejr.

Læs mere: Her giver vi meningsmålingerne mening

Selv om det ser umåde svært ud for Thorning & Co., er det dog for tidligt at dømme hende ud. Valgkampe i Danmark ender oftest tæt. Men frustrationerne i rød lejr kan blusse op, hvis den end ikke kan vinde ind på de blå i en situation, hvor Lars Løkke Rasmussens troværdighed vurderes som meget lav af vælgerne. Det er da heller ikke Venstre-formanden, der trækker for i blå blok, men derimod DF og Kristian Thulesen Dahl, der får topkarakter for sin troværdighed.

Se Gallups Politisk Indeks uden Alternativet her.

Valg kan udskydes

De fortsat dårlige målinger for rød blok øger sandsynligheden for, at Thorning først udskriver valg i sidste øjeblik og lige efter skolernes sommerferie. Kredsen omkring hende vurderer, at rød blok har en chance for at hente blå blok, når den står til over 47 procent i meningsmålingerne. For Lars Løkke Rasmussen formåede under sidste valgkamp på historisk vis at hente tre procentpoint og var derfor meget tæt på at vinde valget i 2011.

Læs mere: Danske regeringer vinder ikke på terror

Men der er fortsat et godt stykke op til de 47 procent for rød lejr. Derudover viser Gallup-målingen med al tydelighed, at det lidt hippieagtige grønne eksperiment, partiet Alternativet, kan blive en joker. I målingen får de ganske overraskende 1,8 procent, og partiet er dermed tæt på spærre­grænsen. Dette burde Thorning umiddelbart glæde sig over, eftersom Alternativets leder, Uffe Elbæk, peger på hende som stats­minister.

Men udfordringerne for Thorning er åbenlyse. Hvis Alternativet vitterlig får 1,8 procent af stemmerne og lige præcis ikke kommer på tinge, er der tale om et enormt stemmespild i rød blok. Målingen viser – godt nok på et statistisk tyndt grundlag – at samtlige stemmer på Alternativet trækkes bredt fra de andre partier i rød blok. Sandheden er, at hvis der bliver tale om et tæt opløb på valgnatten, og Alternativet lige præcis ikke kommer ind, så risikerer det nye parti at blive den direkte årsag til, at Thorning må overlade nøglerne til statsministeriet til Lars Løkke Rasmussen­.

Tophistorier Gå til forsiden