10 spørgsmål kommissionen bør stille Troels Lund

Her er Berlingskes ti bud på, hvad skattesagskommissionen tirsdag bør spørge den tidligere skatteminister Troels Lund Poulsen (V) om.

Troels Lund Poulsen er hovedmistænkt i skattesagen, både for at have forsøgt at påvirke Skat Københavns afgørelse og for at have lækket selve skatteafgørelsen til dagbladet BT. Foto: Keld Navntoft

Tirsdag afhører skattesagskommissionen folketingsmedlem Troels Lund Poulsen (V) om den tidligere skatteministers rolle under behandlingen af statsministerparret Helle Thorning-Schmidt (S) og Stephen Kinnocks skattesag sommeren 2010.

Troels Lund Poulsen er hovedmistænkt i skattesagen, både for at have forsøgt at påvirke Skat Københavns afgørelse og for at have lækket selve skatteafgørelsen til dagbladet BT. Lund Poulsen fastholder via sin bisidder i sagen, advokat Karoly Németh, at han på ingen måde er trådt over stregen.

Efter afhøringerne af Lund Poulsens daværende rådgiver, Peter Arnfeldt, kom det frem, hvilke oplagte spørgsmål kommissionen ikke fik stillet.

Berlingske har tidligere beskrevet, hvor detaljeret Lund Poulsen var nede i Kinnocks skattesag. Og her er ti bud på, hvad kommissionen passende kan spørge Lund Poulsen om tirsdag:

1) På et møde i Skatteministeriet 16. september 2010 stillede du dine øverste embedsmænd komplicerede skattetekniske spørgsmål om, hvorvidt Thornings køb af en lejlighed i 2000 gjorde Stephen Kinnock skattepligtig i Danmark. Hvor fik du ideen fra?

2) Havde du fået ekstern bistand om skattereglerne, altså hjælp fra sagkyndige uden for Skatteministeriet?

3) Overvejede du, at du kunne komme i konflikt med skatteforvaltningsloven, som siger, at du som minister ikke må blande dig i konkret sagsbehandling?

4) Du fik også i dagene efter Skat Københavns afgørelse 16. september 2010 tilsendt stribevis af tidligere skatteafgørelser. Hvad skulle du bruge dem til, når sagen var afgjort?

5) Du konkluderede i november 2011, at du havde tavshedspligt i Thorning-Kinnocks skattesag. Hvorfor forberede dig så grundigt på at svare offentligheden om sagen, når du havde tavshedspligt?

6) Hvorfor overdrog du under sagsbehandlingen et notat, som entydigt pegede på Kinnock som skattepligtig, til daværende departementschef Peter Loft?

7) Hvorfor viderebragte du rygtet om Kinnocks homoseksualitet til din spindoktor Peter Arnfeldt?

8) Du sagde, at Kinoncks sag skulle behandles som alle andre. Har du nogensinde hørt om en dansk skatteminister, der interesserede sig så meget for en konkret skattesag, eller har du selv på noget tidspunkt vist så stor interesse for en anden skattesag?

9) Har du på noget tidspunkt diskuteret Helle Thorning-Schmidts skattesag med Venstres pressetjeneste? Eller politikere fra Venstres folketingsgruppe? Eller din partiformand Lars Løkke Rasmussen?

10) Har du på noget tidspunkt op til folketingsvalget september 2011 diskuteret det konkrete indhold i Thorning-Kinnocks skatteafgørelse med journalister? Er du parat til at fremlægge teledata som dokumentation?

Følg udspørgningen af Troels Lund Poulsen (V) LIVE på b.dk fra kl. 09.30

Kommentarer

Vip hos skat

Ja så kommer det frem at der eksisterer en vip bunke/løsning for meget specielle personer hos skat. Hvad sidder den helt almindelige dansker og tænker nu ? Jah hvorfor ligger disse personers sag ikke i bunken sammen med alle de andre. Så ALLE kan få den samme afgørelse !

Til sagens kerne

Stop nu alt det bullshit ! Skærer vi helt ind til benet handlede det om hvem der skulle til magten ved sidste folketingsvalg. Af samme årsag var emnet en meget varm kartoffel. Heldigvis er de fleste danskere normalt begavet og kan se hvilke manipulationer der kommer for både rød eller blå stue. Den almindelige danskers pis er allerede i kog fordi vi ikke får de samme muligheder og afgørelser som personer i det politiske system. Politikkerne er nødt til at tænke over hvilke signaler de sender. Ligesom børn kopier og tolker vi vores forbillede. Vi har forstået, at vi bare skal være os selv nærmest ALTID. Den vej peger pilen !

Tæl med.

Jeg tror ikke at han slår Grethe fænger Møllers rekord, men mit gæt er at han mindst 30 gange siger det husker jeg ikke.
Ja hvorfor i det hele taget kører sagen? Berlingskonigs Tidende har jo frifundet Venstre - Lars fedt-finger og Troels Lund Poulsen, Helle er dømt i pressen og en person som hellere vil betale skat i Schweiz.
Skatteforvaltningen aner intet om skat, og de bedste skatte eksperter fylder dagligt Berlinskonings Tidende så glem alt om skattesagen for længst er slut.

Det lykkedes da BT at få en sag rejst, så hvorfor skulle en blåøjet avis ikke kunne anke en afgørelse.

Meget kunne spares BT kender jo sandheden - men den rutter de ikke med der, det sælger jo aviser hvis man Hetzer.

Kommissionen skal opløses nu

Kommissionen skal opløse sig selv nu og spare millioner af skatteyders penge og HTS skal smides ud af statsministeret og der skal skrive nyvalg nu.

Sagen stinker!

Kommissionen skal spørge den socialdemokratiske skattedirektør Erling Andersen hvad begrundelsen var for at skifte praksis lige midt under sagen om Gucci-Helles mand og om timingen var helt tilfældig? Og man skal også spørge hvad der vil ske med de flere hundrede danskere som er blevet brandbeskattet efter gammel praksis? Sagen stinker af nepotisme og kammerateri!

det stinker at nogen bliver ved at fordreje.

der er ikke skiftet praksis.
Der er blevet afsløret en 'afgørelse' i en enkeltsag, der var forkert og ulovlig.
Det sker jo. Og det er sket.
Skal det så ikke rettes, synes du?

Hvilke hundreder af danskere er det, du påstår?
BT har efterlyst eksempler. Der er ikke offentliggjort nogen endnu.

afslørende

1) På et møde i Skatteministeriet 16. september 2010 stillede du dine øverste embedsmænd komplicerede skattetekniske spørgsmål om, hvorvidt Thornings køb af en lejlighed i 2000 gjorde Stephen Kinnock skattepligtig i Danmark. Hvor fik du ideen fra?

Hvis en skatteminister virkelig har stillet et så dumt spørgsmål, eksponerer det i uhyggelig grad at ukvalificerede personager kan blive minister i Danmark.

Hendes køb af en lejlighed kan ALDRIG påvirke hans forhold på nogen somhelst måde.

Hver ejer sit og råder suverænt over sit.

Jo det kan - Kinnock er aldrig fraflyttet

Jo det kan - for det betyder at Kinnock hele tiden har haft en bolig til rådighed i Danmark og derfor aldrig fraflyttet. Der er derfor tale om en fraflyttersag og ikke en tilflyttersag. Disse behandles ikke ens og Kinnock er derfor skattepligtig.

oluf laursen

vås.
Han har netop aldrig haft bolig til rådighed i Danmark.
Han har aldrig hverken ejet en bolig eller haft en lejekontrakt på bolig i Danmark.

Fraflyttet?
Hvis han er meldt fra folkeregisteret, er han fraflyttet.
Har han egentlig nogensinde været tilflyttet Danmark?
Han har boet i England, Bruxselle og Rusland og Schweiz.

Oluf Lauersen

Hvilket ynkeligt forsøg på at fjerne fokus.
Kommissionen handler om overtrædelser af skatteforvaltningsloven. Den handler om magtmisbrug og forsøg på tilsvining af en politisk modstander. Den handler ikke om hvilke mærkelige tanker og teorier, blå mennesker som dig, kan få.
Hvad med at forholde dig til virkeligheden og det det handler om. Eller er det for meget forlangt?

Kloge

Og du er skatteekspert på hvilket universitet?

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden