Seneste nyt

Afghanistan – er krigen omkostningerne værd?

Marie Krarup (DF)
Marie Krarup (DF) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

I denne uge tager et nyt hold soldater af sted for at videreføre opgaven i Afghanistan. Medierne tager med mellemrum Afghanistan-krigen op til behandling og stiller spørgsmålet: er krigen de 42 faldne danske soldater værd?

Når man skal svare på det svære spørgsmål, skal man selvfølgelig først gøre sig klart, hvad målet med krigen er. For spørgsmålet må rettelig være: ”er det opnåede mål ofrene værd”?

Men lige præcis angående målet for krigen har der været så mange forskellige bud, at det kan være svært at finde rundt i dem.

Målet strækker sig fra det helt simple og begrænsede:

- at nedkæmpe Al Qaida og Taleban i et bestemt defineret geografisk område og så grundigt, at det vil tage lang tid at genopbygge sig selv

til det store og komplicerede:

- at omdanne Afghanistan til et land med samme værdier som os manifesteret i demokrati, ligestilling af kønnene, menneskerettigheder, mindre korruption osv osv.

Er det realistiske mål? Ja, hvis vi vælger det første, så er det opnået. Dermed er krigen vundet, den var ofrene værd og vi skal nu bare finde en vej ud af landet og hjem til Danmark.

Hvis det er det andet mål, vi sætter, kan krigen ikke andet end slå fejl.

På en tur til Kabul for en måned siden mødte jeg en række nævenyttig diplomater, der fortalte om de mange projekter i Afghanistan, der skal forbedre landet og gøre afghanerne i stand til selv at tage styringen efter 2014, hvor NATO-tropperne trækkes hjem. Selvom omkvædet er, at vi nok ikke skal regne med, at demokratiet i Afghanistan vil være helt så pletfrit som i Danmark eller at korruptionen vil være helt så lav som i Danmark, så er der alligevel masser af forhåbninger til, at Afghanistan skal blive et land, der inkorporerer vestlige principper. Som Udenrigsministeriet skriver i sin omtale af den danske indsats på sin hjemmeside:

”Danmark har valgt at fokusere den samlede indsats på sikkerhed, kapacitetsopbygning af afghanske sikkerhedsstyrker, statsopbygning, uddannelse og forbedringer af levevilkår. Kvinders vilkår og rettigheder, bekæmpelse af narkotikaøkonomien og god regeringsførelse vil indgå som tværgående hensyn. På alle områder fokuseres der på kapacitetsopbygning for at sikre afghansk ejerskab til udviklings- og stabiliseringsprocessen.”

Danmark har i sin strategi sat mere end 400 mio. kr. af om året til Afghanistan. I Bogen ”Den fjerne krig” røber praktikerne deres udgangspunkt ved sætninger som disse:

”Politiet skulle bygge på respekt for menneskerettigheder og der skulle rekrutteres kvindelige politifolk. Disse strategiske nøgleområder var vigtige for at få politiet til at være bidragyder til nation building-processen.” Det var også den samme indstilling jeg mødte i Kabul blandt diplomaterne, der håndterer de store budgetter og de store opgaver.

Vi er altså i gang med at eksportere menneskerettigheder, ligestilling af kønnene, opbygning af en nationalstat til et land, der bygger på islam, stammesolidaritet og kvindeundertrykkelse.

I et andet af bogens kapitler hedder det da også naivt som afrunding på alle de problemer, der alligevel er tale om: ”Når alt kommer til alt ønsker en afghansk forældre ikke andet end en dansk forælder. Nemlig at sikre, at næste generation klarer sig bedre end deres”

Utroligt at en voksen person ansat i Udenrigsministeriet kan sige den slags banale tåbeligheder.

Læs for eksempel artiklen fra den 4. juli i år om æresdrab i Afghanistan : ”Mor og to døtre halshugget i Afghanistan. Flere og flere kvinder bliver udsat for æresdrab i Afghanistan. Senest blev en 30-årige kvinde og hendes to døtre natten til onsdag fundet halshugget i landet.” En mand, der dræber sine døtre for at redde sin ære vil vist ikke det samme som en dansk forælder! Det er udtryk for en verdensfjern, ideologisk og kulturløs holdning, at tro at mennesker er ens.

Mit indtryk af besøget i Kabul og af nogle af artiklerne i bogen ”Den fjerne krig” er, at praktikerne stikker sig selv blår i øjnene og ser verden gennem ideologiske briller i stedet for at agere i den virkelige verden.

Hvis vi indsnævrer målet til militær oprørsbekæmpelse (og ikke omskabelse af landet efter vestligt forbillede) kræves der ifølge en militær-analytiker enten:

a) massiv militær overmagt og ekstrem brutalitet og viljen til at begå semi-folkedrab om nødvendigt

eller

b) ekstrem tålmodighed, politisk indfølingsevne, selvdisciplin til at sikre minimal brug af magt og en vilje til at give militæret en underordnet og støttende rolle.

Det er tydeligt, at NATO ikke har valgt plan a, sådan som det britiske imperium i perioder gjorde. Den nuværende strategi i Afghanistan ligner i højere grad plan b, selvom der dog ikke er tale om ”ekstrem tålmodighed”, eftersom der forudses tilbagetrækning i 2014 og 15. Mon ikke, man ville have større mulighed for at få succes med oprørsbekæmpelse, hvis man fokuserede på netop oprørsbekæmpelse i stedet for nyttesløse ideologisk prægede omskolings-projekter, der er dømt til at mislykkes, fordi de kulturelle udgangspunktet er så vidt forskellige.

Målet for vores indsats i Afghanistan bør være et Afghanistan, der ikke udgør en trussel imod os i Vesten. Den krig kan vi vinde og den er omkostningerne værd. Målet er ikke at omdanne landet til et vestligt land. Var det det, ville vi have tabt på forhånd.