Afghanske fangeudleveringer suspenderet

Danmark gør det britiske forsvarsministerium efter og suspenderer udleveringen af afghanske fanger på ubestemt tid.

Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) har ifølge Information valgt at suspendere udleveringen af fanger til afghanske fængselsmyndigheder, efter nye oplysninger er kommet frem i en britisk sag om fangemishandling.

Den danske regering har ikke selv set de nye informationer, men vælger alligevel at reagere.

- Indtil vi har set oplysningerne, vil hver eneste udlevering skulle godkendes personligt af forsvarschefen. Man kan vel betegne det som en de facto-suspendering af udleveringerne, siger Nick Hækkerup til avisen og fortsætter:

- Den britiske udvikling er bekymrende og giver anledning til overvejelser. Men indtil videre vil vi gerne se briternes oplysninger, før vi tager endelig stilling.

Siden den britiske retssag, hvor en afghansk mand har sagsøgt de britiske myndigheder om ansvaret for hans mishandling i afghanske fængsler, begyndte, har de danske soldater - ud over den fange, der i slutningen af oktober blev overført til fængslet i Lashkar Gar - arresteret og udleveret endnu en afghaner til de afghanske fængselsmyndigheder den 22. november, skriver Information.

- Vi vil sørge for at monitorere, at de bliver behandlet ordentligt, og vi har foreløbig gennemført tre uvarslede kontrolbesøg for den første udleverede og et enkelt for den anden, siger Nick Hækkerup til avisen.

Den principielle britiske retssag drejer sig om Serdar Muhammed, der i 2010 blev arresteret af britiske soldater i Helmand og efterfølgende tortureret og idømt 16 års fængsel - siden reduceret til seks år - efter en 15 minutter lang retssag, hvor han ikke havde nogen forsvarer.

Som del af hans sag mod den britiske stat har hans advokater krævet, at udleveringerne forbliver suspenderet - et krav, den britiske højesteret i starten af november gav dem medhold ifølge Information.