Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv ... | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv ...

Marie Krarup (DF)
Marie Krarup (DF) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

New Zealands natur er bjergtagende smuk og befolkningen venlig og civiliseret. Sådan da.... På en officiel tur med Forsvarsudvalget havde jeg fornøjelsen af at deltage i besøg ved forskellige forsvarsinstallationer i New Zealand. Og man må sige, at der både var civilisation og det modsatte tilstede.

Det lyder umiddelbart underligt, at danske politikere skal tage om på den anden side af jordkloden for at studere forsvar. Men det viser sig, at der er mange ligheder mellem New Zealand og Danmark. Befolkningens størrelse (4,4 mio i NZ), ønsket om at spare på forsvaret,så det ikke udgør for stor en del af BNP, samt store opgaver i form af overvågning af arktiske områder. New Zealand beskærer sit forsvar og er pt i gang med en 18 % reduktion af budgettet. Derfor har man fravalgt offensive kapaciteter - ingen kampfly, ingen kampvogne og kun to fregatter. Forsvarets opgave er i høj grad også civil, idet man er meget aktiv i forbindelse med hjælp ved humanitære katastrofer, søredning og fiskerikontrol mm. New Zelands forsvarspolitik lyder i det hele taget som lidt af en drøm for Det Radikale Venstre!

Hvordan kan man have et forsvar uden en offensiv kapacitet?, det var et naturligt spørgsmål for os. For man kan jo godt forstille sig situationer, hvor man vil være nødt til at forsvare sig med et angreb. Vores jagerfly er jo f.eks. garanten for hævdelsen af vores suverænitet. En forsker ved en New Zealandsk tænketank svarede meget snusfornuftigt: "Det ligger ikke til New Zealand at bruge penge på noget, der ikke bliver brugt. Så vil vi hellere bruge penge på andre ting." Tankegangen om afskækkelse ligger åbenbart langt fra New Zealand!

Under besøget fik vi gentagne gange at vide, at New Zealand træner og koordinerer med Australien. Og de har masser af jagerfly! Kunne man forestille sig, at New Zealand er en slags gratister under en australsk sikkerhedsparaply? Lidt ligesom Danmark i NATO under fodnotepolitikken? Eller har de opgivet at forsvare sig selv? Eller er der simpelthen ingen trusler imod den fjerne østat? Jeg kan næppe give svaret, men jeg kunne undervejs observere visse selvopgivende træk.

New Zealand er blevet koloniseret af briter og har ikke altid behandlet det oprindelige folk - maorierne lige pænt. De udgør i dag kun 12% af befolkningen, men får stor opmærksomhed og har fået gennemtrumfet en kompensations-politik, hvor de kan få erstatning for de skader, de er blevet påført siden en britisk-maori-aftale blev indgået i 1840. På det kulturelle område har de stigende indflydelse. Siden 2000 har der været øget fokus på at genoplive deres sprog og kultur ikke blot blandt maorier, men i hele befolkningen.

Her kommer jeg til det mindre civiliserede indslag i Forsvarsudvalgets besøg. Da vi kom til en flådebase blev vi nemlig ikke modtaget med håndtryk eller honnør af uniformerede mænd som sædvanlig. Nej, vi blev modtaget med et maori-danseritual, med en halvnøgen mand i bastskørt, der råbte og skreg på maori. Han udførte mærkelige ritualer og rakte tunge, mens vi så til og blev instrueret af en lokal om, at vi ikke måtte grine, og at vi efter hans brølekoncert skulle gå ind i maori-templet, hvor søofficererne ventede på os. Men de fik stadig ikke lov til at give hånd til os. Vi skulle igennem et langt ritual, der foregik på maori, hvor de nydelige, hvidklædte og europæisk udseende sø- officerer talte på gebrokkent maori og sang en sang, der lød som "Mariehønen evigglad" på maori - komplet med pædagog-guitar-akkompagnement. Jeg prøvede at fange søofficernes blikke under udførelsen af ritualet, men de så ned i jorden! Efter ritualet fik vi endelig lov til at hilse på officererne - men med næsegnidning - ikke håndtryk. Jeg skal hilse og sige, at man føler sig som en idiot, når man tvinges til at gnide næste med 10 europæisk udseende søofficerer. Stor var min taknemmelighed imod den ene fyr, der gav mig et smækkys på kinden i stedet for et næsetryk! Efter ritualet kunne vi slå over i engelsk og i det hele taget gå i gang med et civiliseret besøg. Dog beså vi lige maori-templet, der var udsmykket med gudeskikkelser med vrede ansigter og store erigerede penisser. Det er mig en gåde, at de stakkels søofficerer kunne udholde både ceremonien og omgivelserne.

Templet er et af flere og der planlægges endnu flere til at modtage officielle gæster til forsvarsinstallationer i New Zealand. Det er et led i programmer rettet imod " cultural awareness"! Man kunne måske også kalde det kulturel selvudslettelse, eller grotesk multi-kulti-dyrkelse. Men det havde tydeligvis haft sin virkning på de New Zealandske søofficerer!

Senere i besøget fik jeg oplyst af en bekymret konservativ politiker, at mellem 50.000 og 80.000 New Zealændere forlader landet hvert år. Men befolkningstallet falder ikke. De udrejsende - mest af europæisk afstamning - erstattes af asiatiske indvandrere. "Der er ikke lang tid til, vi er en brun befolkning", som han sagde. Farven kan jo være ligemeget, - men hvordan vil kulturen være i fremtidens New Zealand? Næppe som den har været de seneste 200 år. Det virker i det mindste ikke som om, New Zealand har viljen til at sætte deres egen kultur igennem.

Valdemar Rørdam skrev som bekendt, "at aldrig kan et folk forgå, som ikke vil det selv". Det virker ikke, som New Zealand er et folk, der vil bestå. Hverken forsvarsmæssigt eller kulturelt.

Lad aldrig Danmark komme dertil!

Tophistorier Gå til forsiden