Seneste nyt

Ammehystade

Merete Riisager
Merete Riisager (LA) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Zenia Stampe, medlem af Folketinget for Radikale Venstre, skrev forleden en opdatering på sin facebook-side om frygten for, at hun og hendes nyfødte baby ville blive afvist af en ond caféejer, når barnet skulle ammes. Den lille historie fik på få linjer indrammet potentielle risici som spædbarnssult, brystbetændelse, amning på offentligt toilet samt det udanske i at afvise nybagte mødre og uskyldige spædbørn i døren. Ikke et øje var tørt, og den lille historie fik tusindvis af ”likes” i løbet af dagen.

Og hvorfor hopper jeg så ikke bare med på vognen og giver Zenia og hendes lille ny al den medvind og menneskelige opbakning, det digitale rum kan trække?

Fordi Zenia Stampes historie i min optik fortæller mere om politisk selvoptagethed, elitært navlepiller og moraliserende magtudøvelse, end den siger om problemer, der har noget som helst med virkeligheden at gøre.

For den lille krølle på historien er jo, at ZS IKKE var blevet afvist med et grædende barn på armen. Hendes lille historie udsprang af den potentielle risiko ved som mor at skulle fravælge et af de meget få udskænkningssteder i byen, der ikke ser bare bryster og mælkesprøjt som et velkomment islæt på deres beværtning.

Amning på caféer og restauranter har været diskuteret de seneste par måneder – blandt andet på foranledning af en kvinde, der rent faktisk oplevede at blive bedt om at pakke brysterne væk på en restaurant i Tivoli. Både denne og ZS´s historie har fået det digitale rum til at løbe over med støtte til de – tilsyneladende forfulgte – småbørnsmødre, der angiveligt må løbe rundt i kulden fra dør til dør for at få lov til at amme deres børn. Både Enhedslisten og Socialdemokratiet har signaleret, at de er klar til at lovgive om ”ammeproblemet”.

Men hvis vi et øjeblik forlader den patos, Zenia Stampe mestrer til 13 på den gamle skala, og bevæger os ud i det hypotetiske problemfelt, er det meget svært at få øje på det - problemet. Ser vi på Hovedstaden, hvorfra amme-vreden udgår, har websitet AOK.dk eksempelvis en guide til caféer, hvor ammende mødre er velkomne. Og Magasin har længe haft sin egen ammeafdeling – centralt beliggende – hvor man i fred og ro kan give sit barn mad.

Jeg har personligt afprøvet mulighederne med to børn, der med meget korte spiseintervaller krævede planlægning af indkøbsture og udflugter – de er kort fortalt blevet ammet til vands, til lands og i luften. Jeg har derfor virkelig svært ved at se problemet i, at enkelte caféejere tillader sig at kræve en opførsel af deres kunder, der ikke indbefatter amning.

Faktisk mener jeg, at ZS med sin selviscenesættelse som Maria, der afvises med barnet på armen i den kolde nat, vender magten på hovedet. Det er ikke Zenia Stampe, med hendes placering i et regeringsparti, direkte adgang til medierne og alle muligheder for at byde sit barn gode rammer, der er den svage part.

Hvis nogen er det, må det være de caféejere, der lægges for had, samt det grundlæggende princip om fri ejendomsret, der lider overlast i ZS´s bestræbelser efter at forme verden i eget billede: Hvis hun synes, amning er godt og rigtigt, må hele verden indrette sig derefter! For man kunne jo umuligt forestille sig, at denne magtfulde og ressourcestærke kvinde skulle tage hensyn til andres ønsker, når hun planlægger sine indkøbsture med barnevognen?

På smertelig vis siger den lille historie også noget om, at politikere er mennesker, for hvem egne behov ofte ligger nærmest. For i stedet for at vredes over at skulle vælge grillbaren frem for yndlingscaféen i nogle få måneder kunne Zenia Stampe have kastet sig over det faktum, at alt for mange ældre sygner hen i pilleforbrug og ensomhed. Hun kunne bruge sit krudt på at søge efter årsagen til, at antallet af børn, der rammes af ADHD eksploderer eller række ud efter kvinder, der må gå i flyverskjul på kvindecentre på grund af vold i hjemmet. Endelig kunne hun have løftet blikket og set de mange kvinder, der ikke er i stand til eller ønsker at amme, og som føler sig uglesete, pressede og umyndiggjorte af moraliserende anvisninger omkring amning, sobert beskrevet af gruppen www.flaskebarn.dk.

Hvis vi som politikere ikke evner at holde fast i, at der uden for Borgens mure findes mennesker, der har større problemer end os selv, ligger den elitære moralisme og lurer som et sultent dyr. Og så sander vi til i forslag om at forbyde rygning ved busstoppesteder, tvinge butiksejere til at sætte æblerne forrest i butikken og gemme cigaretter og slik under disken eller indføre cykelhjelm til børn ved lov, fordi vi ikke gider skænderiet med vores egne unger om morgenen.

Uagtet at man som nybagte forældre, skal have lov at nyde det vidunder, man har fået i gave, og at det kan afstedkomme en vis selvoptagethed, så er speltmødres adgang til nogle få caféer i København i løbet af de måneder de ammer, ikke et altoverskyggende politisk problem.