Analyse: En epoke er slut – nu begynder valgkampen

Bent Winther, politisk redaktør // bewi@berlingske.dk
Hvor lang tid har vi igen? Efter regeringens såkaldte reform-amokløb er nedtællingen til næste folketingsvalg så småt i gang. Foto: Keld Navntoft

Færdigt arbejde.

»Man kan beskylde regeringen for meget, men ikke for ikke at handle,« sagde statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun og to ministerkolleger torsdag præsenterede indgrebet i lærernes overenskomst. Indgrebet kom mindre end et halvt døgn, efter at regeringen havde indgået forlig om den sidste del af reformpakken – Vækstpakke 2 – onsdag aften i Finansministeriet.

Det hektiske døgn blev afslutningen på et begivenhedsrigt – nogle vil sige historisk – forløb, hvor regeringen har fremsat forslag på forslag og indgået forlig om en række reformer. Reformer, som har sendt SRSF ned ad slisken i meningsmålingerne, og som den tidligere regering aldrig ville have kunnet få igennem: En kraftigt beskæring af kontanthjælp til unge, en barbering af de unges uddannelsesstøtte, en nedsættelse af selskabsskat og en række erhvervsafgifter – og til slut: Et overenskomstindgreb og et opgør med lærernes arbejdstid, som har stået højt på borgerlige regeringers ønskeseddel i årevis, men som de aldrig selv har turdet tage.

Ugens reformer er afslutningen på en politisk periode, som vil gå over i historien. Den blev indledt med den værste økonomiske krise siden 1930erne, da Lars Løkke Rasmussen (V) i sin nytårstale i 2011 indvarslede tilbagetrækningsreformen og opgøret med efterlønnen. Siden har reform fulgt reform: Dagpenge, førtidspension, skat, kontanthjælp, efterløn og meget mere – reformer, som har udvidet arbejdsudbuddet med over 100.000, gjort dansk økonomi holdbar frem til 2020, strammet op over for en række overførselsindkomster og nedsat væksten i det offentlige til noget, der ligner nul.

Med mellemrum fremsætter kommentatorer og samfundsforskere det synpunkt, at det parlamentariske demokrati har så kort en tidshorisont – frem til næste valg – at man ikke er i stand til at løse langsigtede problemer. Den reformproces, som Danmark har været igennem, kunne tyde på det modsatte. Den væltede Lars Løkke Rasmussen som statsminister, og alt tyder på, at Helle Thorning-Schmidt ryger samme vej. En virkeliggørelse af den luxembourgske premierminister Jean-Claude Junckers ord for nogle år siden: »Vi ved godt, hvad der skal til for at bringe os ud af krisen, men vi ved ikke, hvordan vi skal blive genvalgt bagefter«.

Skal politikere måles på andet end, hvordan de står i meningsmålingerne, bør Thorning og hendes regering score højt. I hvert fald hvis man lytter til økonomer og erhvervsorganisationer, som står i kø med ros. Men det er også klart, at statsministeren ikke kunne have gennemført sin reformkurs uden en konstruktiv opposition. Det står også klart, at hun nok ikke kunne have gjort meget andet. Havde hun i stedet valgt at please sine kernevælgere, opfylde sine valgløfter og lade stå til over for de store økonomiske udfordringer, havde det i længden set værre ud – også i meningsmålingerne.

Og hvad så nu? Regeringsgrundlaget er ved at være udtømt for SRSF. Onsdagens vækstaftale bliver formentlig den sidste store økonomiske reform med de borgerlige partier i denne periode. Hvad skal de næste to år så gå med? Svaret er, at valgkampen så småt skydes i gang. Først et kommunalvalg til november, så et valg til Europa-Parlamentet næste år og endelig et folketingsvalg senest i efteråret 2015.

Partierne er i fuld gang med at lægge spor ud til det næste opgør. Socialdemokraterne og de Radikale håber på bedre økonomiske tider og at kunne profitere af at have handlet i tide. SF forbereder sig på – hvis spærregrænsen stadig nærmer sig – at forlade regeringen. Venstre vil videre med endnu lavere vækst i det offentlige og genindførelse af blandt andet kontanthjælpsloft. K og LA byder over. Og DF og EL forbereder deres nye storhedstid med angreb på S og SFs »usolidariske« og »asociale« politik.