Antorini blokerer for dansk skoleeksport til Kina

120 kinesiske skoler er klar til at købe undervisningskompetencer udviklet på en dansk efterskole, men børne- og undervisningsminister Christine Antorini siger nej.

Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Skolebørn i Kina kunne have godt af undervisning a la den, de danske børn får.

Det mener Odsherreds Efterskole i Nordvestsjælland, der gennem de seneste fire år har samarbejdet med en række kinesiske skoler for at udvikle undervisningskompetencer, der passer til asiatiske elever, med henblik på at begive sig ud på et eksporteventyr i milliardklassen af dansk pædagogik til Kina.

- Det er for os at se en helt enestående mulighed for at få fodfæste på det kinesiske marked og for at gøre den danske undervisningssektor til et eksporterhverv, siger efterskolens forstander, Tom Hagedorn, i en pressemeddelelse.

Han var for nylig i Kina for at præsentere de danske metoder for Shanghais Skolekommission, og her mødte oplægget begejstring fra ikke mindre end 120 kinesiske skoler, der nu har bedt om tilbud på undervisningskoncepter. Men det kan Tom Hagedorn godt glemme alt om, lyder det fra børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S).

- Jeg mener som udgangspunkt, at skoler som for eksempel efterskoler skal koncentrere sig om den opgave, de er godkendt til, nemlig at give vores børn den bedst mulige undervisning og dermed et godt grundlag for at sikre børnene en god fremtid. Skolerne skal ikke bruge ressourcer, herunder leder- og lærerkræfter, på at drive forretningsvirksomhed, lyder hendes svar på forstanderens ansøgning om dispensation.

Odsherreds Efterskole modtager nemlig offentlig støtte, og så er det ikke tilladt at drive forretning. Også selvom det er en forretning, der ifølge forstanderen kunne give det danske skolevæsen en solid økonomisk indsprøjtning.

- Vores mål er jo netop at give danske børn en undervisning i verdensklasse. Hvis vi måtte sælge vores metoder, kunne vi afsætte flere lærere og investere i skolens udvikling. Vi kunne løfte undervisningen op på det internationale niveau, som politikerne skriger på, og som vil være helt afgørende for børnenes fremtid i en globaliseret verden. Jeg forstår simpelthen ikke, at ministeren ikke kan se det perspektiv, siger Tom Hagedorn.

Han bakkes op af professor i økonomi ved Singapore Universitet og tidligere ambassadør i Singapore Jørgen Ørstrøm Møller, der frygter, at Antorini blokerer for en stor økonomisk gevinst for Danmark. Det er »næsten tragisk«, vurderer han.

- Der er ingen tvivl om, at Danmark ville kunne levere den kreativitet og individualisme, som asiaterne efterspørger, og potentialet er kolossalt. Der er meget få lande i verden, som har den erfaring og den tradition for pædagogik, som vi har i Danmark. Dermed har vi en konkurrencemæssig fordel, og hvis vi virkelig vil, kan vi gøre det her til en milliardforretning i løbet af ganske få år, siger han.