Avis: Danmark og Canada skal dele Hans Ø

Den omstridte ø - Hans Ø - som både Canada og Danmark hævder hører til deres territorium, kan muligvis ende med at blive delt lige over. Det hævder en canadisk avis.

Heidi Røndbjerg-Christensen, Berlingske Nyhedsbureau Heidi Røndbjerg-Christensen, Berlingske Nyhedsbureau
Danske soldater på Hans Ø. Foto: ROYAL DANISH NAVY/HANDOUT

Canada og Danmark er tæt på at finde fælles fodslag i den årtier lange uenighed over den lille ø Hans Ø, som ligger i farvandet mellem Grønland og Canada, skriver den canadiske avis, The National Post.

Ifølge avisen har forhandlere fremlagt et forslag, som skal dele den omstridte klippeø midt over i en dansk og en canadisk del.

Planen, som endnu ikke er endeligt godkendt, er ikke bekræftet fra hverken dansk eller canadisk side. Men såfremt delingsplanen bliver gennemført, kan det ende med at løse en årelang strid, som også blokerer for økonomisk og miljømæssig udvikling i området, hvor der er store geopolitiske interesser på spil.

Læs mere: Krydstogtturister bygger varde på Hans Ø

Striden handler nemlig ikke alene om den lille ubeboede og golde klippeø på 1,3 kvadratkilometer. Det er i høj grad også en kamp om de naturressourcer - eksempelvis olie og gas - som begge lande håber gemmer sig i undergrunden. Samtidig ventes skibstrafikken til området at stige i takt med, at den globale opvarmning gør det mere fremkommeligt.

Konflikten over øen, som er mindre end 100 meter bred, brød ud i 1973, og siden har både danskere og canadiere besøgt den og gjort krav på den.

Sideløbende har der været endeløse diplomatiske forhandlinger. Det er dog ikke kun på de bonede gulve eller i det kuperede terræn, at kampen om Hans Ø er blevet udkæmpet. Canadiske demonstranter protesterede ifølge The National Post i 2004 foran et dansk konsulat i Canada, hvor man blandt andet hævdede, at »We eat Danish for breakfast« - et ordspil over dansk wienerbrød.

Læs mere: Canada vil sende nye krigsskibe til Hans Ø

I 2005 indgik de to lande dog en aftale om at løse grænsestriden. Og siden 2010 har canadierne forsøgt at bilægge striden med henblik på at ændre diskussionen fra at handle om territorium til at handle om ressourcer. Om det nu betyder, at Hans Ø bliver delt lige over, vil hverken canadiske eller danske yndigheder bekræfte over for The National Post. Men der arbejdes på at finde en løsning, siger Joseph Lavoie, der er talsmand for Canadas udenrigsminister John Baird.

- Canada og Danmark samarbejder om at udvikle en gensidig aftale, der viser en vej frem i forhold til Hans Ø, siger Joseph Lavoie.

Udover Canada og Danmark hæver også USA, Norge og Rusland, at dele af regionen og dets ressourcer tilhører dem.

Kommentarer

Hvad med Grundloven?

Hvis Danmark har gjort krav på Hans Ø, må det være fordi, den er en del af kongeriget. Hvis vi afgiver et landområde, der er en del af Danmark, må det vel kræve en ændring af Grundloven?

Hvad med Grundloven..?

Kan Danmark acceptere afgivelse af et landområde til en fremmed magt uden en ændring i Grundloven? Hvis Danmark har gjort krav på Hans Ø, må det være fordi, den er en del af landet.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden