Banke: Falsk navn var ikke snyd

Fredericia-borgmester Thomas Banke indrømmer at have brugt falsk navn i lægeerklæring, men afviser at have fusket med dokumentet, der skulle bevise, at han ikke var på morfin under byrådsmøder.

Mads Mostrup Jensen, Berlingske Nyhedsbureau
Thomas Banke Foto: Claus Fisker

Der var ikke tale om snyd, da Fredericias borgmester, Thomas Banke, sidste år fik lavet en lægeerklæring under navnet Julius Juliussen.

Det erklærer den nu tidligere Venstre-borgmester i et interview med TV 2 News, efter han onsdag er blevet beskyldt af byrådskolleger for at fuske med et dokument, der skulle bevise, at han ikke misbrugte morfin.

Til TV 2 News indrømmer Thomas Banke dog, at han fik lavet en lægeerklæring med det falske navn:

- Det var meget grænseoverskridende at blive bedt af en kollega (viceborgmester Mads Lund, red.) om at indlevere en urinprøve. Jeg gjorde det, for jeg ville bevise, at jeg ikke havde noget at skjule, men jeg ville ikke risikere uretmæssig omgang med mine fortrolige oplysninger, siger han.

- Jeg fik vidner til at skrive under på, at jeg var Julius Juliussen. Jeg havde ingen intentioner om at snyde, understreger Thomas Banke.

Han fastslår samtidig, at han ikke har intentioner om at trække sig, selv om et flertal i Venstres byrådsgruppe har smidt ham ud og dermed ekskluderet ham fra partiet.

- Jeg har det ikke godt med at være ekskluderet, for jeg har været glad for at være medlem af Venstre. Men jeg forventer, at det er et spørgsmål om timer, før jeg kan blive medlem af partiet igen, siger Thomas Banke med henvisning til den lokale V-bestyrelses beslutning om at ekskludere de fire byrådsmedlemmer, der har smidt ham ud af gruppen.

- Det er sørgeligt, ulykkeligt og rent ud sagt dumt, at det er kommet så vidt, for vi burde kunne sættes os sammen og tale om tingene. Men det ønsker de ikke, og hvis det ikke kan være anderledes, må bestyrelsen handle, siger borgmesteren til TV 2 News.

Til Berlingske Nyhedsbureau siger en af de fire Venstre-politikere, der har smidt Thomas Banke ud af gruppen, at hun ikke forventer at blive ekskluderet. Bankes modstandere har massiv opbakning fra de menige partimedlemmer i kommunen, erklærer Hanne Lumby (V).

- Jeg kan ikke forestille mig, at en eksklusion overhovedet vil komme på tale. Bestyrelsen er slet ikke i tråd med de menige medlemmer. Langt de fleste medlemmer er enige med os i, at vi ikke kan være tjent med Thomas Banke som borgmester, siger Hanne Lumby, der forventer, at medlemmerne vil sige nej til eksklusionen på en generalforsamling.

Hun understreger, at begrundelsen for at smide Banke ud er hans gentagne rod med sine personlige udgifter som borgmester. Thomas Banke selv erkender rodet og lover at skifte stil.

- Der er tale om sjusk. Det er ikke noget, jeg har gjort bevidst for at tjene småpenge, og jeg vil gerne selv have lov til at råde bod på situation og genetablere tilliden til vælgerne, siger borgmesteren, der nu er løsgænger i byrådet.