Banke-kritiker får borgmesterpost i Fredericia

Det bliver en af de fire ekskluderede Venstre-medlemmer, der bliver ny borgmester i Fredericia efter Thomas Banke.

Lykke Wiborg Christensen
Fungerende Borgmester Thomas Banke gik af efter sjusk med de kommunale regnskaber. Foto: Brian Rasmussen

Det bliver en af de fire ekskluderede Venstre-medlemmer, der bliver ny borgmester i Fredericia efter Thomas Banke.

Det står klart, efter at Socialdemokraterne og SF lørdag meldte ud, at de støtter en af de fire, skriver TV Syd.

Med udmeldingerne er der et flertal på 14 ud byrådets 21 medlemmer, der støtter, at Thomas Bankes afløser skal findes blandt enten Peder Hvejsel, Kenny Olsen, Hanne Lumby eller Børge Larsen.

Alle fire er p.t. løsgængere, idet den lokale Venstrevælgerforening ekskluderede dem onsdag aften.

Favorit til at indtage borgmesterstolen er Peder Hvejsel eller Kenny Olsen, men ingen af dem ønsker lørdag at oplyse, hvem af de to, der bliver borgmester.

Søndag mødes partierne til forhandlinger - og her ventes navnet på den ny borgmester at kunne offentliggøres, skriver tvsyd.dk.