Barometertjek: Blå blok har mistet flertallet | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

Barometertjek: Blå blok har mistet flertallet

Blå blok er gået markant tilbage siden valget, og i Berlingske Barometer har rød blok akkurat krydset grænsen på 50 procent af vælgerne.

Lars Løkke Rasmussen (V), Kristian Thulesen Dahl (DF), Anders Samuelsen (LA) og Søren Pape (KF) Foto: Keld Navntoft

Blå blok har næsten uafbrudt siden folketingsvalget haft større vælgeropbakning i Berlingske Barometer end rød blok. Men nu er det pludselig rød blok, der ligger forrest.

Vælgertilslutningen er ifølge barometeret 50,2 procent til rød blok 49,8 procent til Lars Løkke Rasmussen og resten af blokken. Udtrykt i antal mandater står rød blok til 88 mandater. Blå blok må nøjes med 87 mandater.

Kun to gange tidligere i denne valgperiode har rød blok været foran, målt på den procentvise fordeling.

Men det er vigtigt at nævne, at forskellen mellem blokkene er dog så lille, at vi ikke kan konkludere, at den er reel. I praksis må vi konkludere, at der er dødt løb, og at barometeret ikke kan afgøre, hvordan en egentlig folkeafstemning ville falde ud.

Til gengæld er det tydeligt, at blå blok ligger statistisk signifikant under valgresultatet på 52,3 procent.

Hvilke partier er så skyld i denne tilbagegang?

Svaret er Venstre. Det er det eneste blå parti, hvor signifikant færre vælgere bakker op end ved folketingsvalget.

Sidste uge skrev vi, at Venstre lå historisk lavt i barometeret. I dag ligger partiet til kun 17,2 procent, hvilket er det laveste, Venstre nogensinde har ligget på i Berlingske Barometer, der indeholder data for de seneste seks år.

Berlingske Barometer viser et gennemsnit af de politiske meningsmålinger, der er blevet offentliggjort inden for de seneste 31 dage. En avanceret model ligger til grund for beregningen. Blandt andet tillægges nyere målinger mere vægt end ældre og de enkelte institutter vægtes efter deres måde at indsamle data på. Gå selv på opdagelse i Berlingske Barometers mange data her.

Tophistorier Gå til forsiden