Barroso: Sortseerne fejlvurderede EUs levedygtighed

For et år siden stod EUs øverste ledelse over for en mur af sortsyn om EUs fremtid. Ifølge EU-Kommissionen og Det Europæiske Råd tog sortseerne fejl.

Morten Crone, Uffe Gardel Jesper Thobo-Carlsen

Gældskrisen raser stadig, og økonomien i Europa har det ikke for godt: Arbejdsløsheden er i top, konkurrencedygtigheden i bund, og de 27 lande har endnu til gode at bevise, at de kan genskabe væksten.

Men euroen har overlevet endnu et år, til trods for den massive skepsis over for hele projektet, som EU-Kommissionens formand José Manuel Barroso oplevede for et år siden. På et pressemøde efter det netop afsluttede EU-topmøde gjorde han status for EU-samarbejdet og for styrken i den fælles valuta. Det skriver B.dk.

- I begyndelsen af dette år brugte jeg meget tid på at besvare spørgsmål fra markedskommentatorer og journalister, der spurgte, om euroen overhovedet vil overleve og om fremtidens EU-samarbejde ville bestå.

Barroso forklarer, hvordan han oplevede en dyb pessimisme fra mange sider og at fremtiden blev malet kulsort.

- I dag står det klart, at mange analytikere har taget helt og aldeles fejl. Vi er kommet langt i bekæmpelsen af krisen, og vi har en langsigtet vision for unionen. Det har været en god uge for Europa. Ikke på grund af Nobels fredspris, som vi er stolte af, men også fordi vi meget konkret er blevet enige om SSM (det fælles banktilsyn, red.) og fordi der er blevet fundet en løsning med Grækenland. Så jeg er nødt til at sige til jer, at jeg virkelig er overbevist om, at vi vil overvinde vores vanskeligheder. Vi har været i stand til at matche vores ambitioner med vores beslutninger, og vi har gjort store fremskridt.

For et år siden trådte den såkaldte Six Pack, som handler om bl.a. streng makroøkonomisk og finanspolitisk overvågning, i kraft. Og i løbet af i år er et flertal af EU-lande blevet enige om at deltage i Finanspagten. Den gigantiske euro-redningsfond ESM er blevet til virkelighed og Grækenland har vedtaget vidtrækkende økonomiske reformer, der i denne uge førte til den længe ventede støtte til landet, der skal afværge et sammenbrud.

På Angela Merkels pressemøde efter topmødet fredag var den tyske forbundskansler forsigtig, men optimistisk i sine prognoser. Og hun konstaterede, at finansmarkederne har lært en lektie i år:

- Vi gør, hvad der er nødvendigt for at forsvare euroen; det har markederne lært. Men jeg er forsigtig med mine prognoser, for den tilpasningsproces, vi skal igennem, er besværlig og smertefuld, og nogle af de tiltag, som gennemføres nu, som strukturreformer og øget forskningsindsats, vil først om nogle år give tydelige virkninger.

Sammen med Herman Van Rompuy, formand for Det Europæiske Råd, var Barroso glad for de to store skridt, som det forholdsvist udramatiske topmøde har leveret. Enigheden om at udvikle et fælles banktilsyn i lyntempo, det skal forhandles på plads og etableres allerede i løbet af næste år og enighed om dybere koordination på fire centrale områder for den økonomiske politik.

Det drejer sig om dybere koordination om den økonomiske politik, udviklingen af euroens sociale dimension (dette punkt kunne de to formænd ikke uddybe på pressemødet), kontrakter der skal sikre forbedret konkurrencedygtighed og vækst samt en såkaldt solidaritetsmekanisme, der kan styrke medlemsstaters reformarbejde.

Herman Van Rompuy understreger, at dette ikke er afslutningen på EU og eurolandenes bestræbelser på at stabilisere euroen.

- Selv om det værste i krisen nu er bag os, er der stadig meget tilbage at gøre. Men det hårde arbejde er allerede nu begyndt at give afkast, siger Rompuy.