Birthe Rønn siger farvel til sit sidste ordførerskab

Tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech er Venstres nye grønlandsordfører. Partiet får samtidigt ny landdistriktsordfører.

Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO 2011 Foto: Christian Als

Den tidligere integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V) har tirsdag afgivet sit sidste ordførerskab for partiet Venstre. Det er sket på et møde i folketingsgruppen, oplyser partiet.

På mødet har Venstre udpeget to nye ordførere. Gitte Lillelund Bech overtager således Rønns hverv som grønlandsordfører, mens Thomas Danielsen tager over for Birgitte Josefsen på posten som landdistriktsordfører.

Både Birthe Rønn Hornbech og Birgitte Josefsen har tidligere meddelt, at de ikke genopstiller for Venstre ved næste valg, og ifølge Venstres pressetjeneste er ordførerskaberne overgivet efter eget ønske.

Den 69-årige Birthe Rønn Hornbech har besiddet en lang række poster i partiet i sin mangeårige Venstre-karriere.

Inden hun fik posten som integrations- og kirkeminister i perioden 2007-11 har hun således fungeret som blandt andet rets- og kirkepolitisk ordfører fra 1994-2007 og som næstformand for Retsudvalget fra 2001 til 2005.

I marts 2011 blev hun fyret som integrationsminister i kølvandet på sagen om de ulovlige afslag til blandt andre en stor gruppe statsløse palæstinensere. Sagen medførte massivt politisk pres, og i sidste ende måtte Rønn forlade sin ministerpost.

Den såkaldte Statsløsekommission er netop begyndt arbejdet med at undersøge sagen, og den skal blandt andet forsøge at afdække, hvorvidt afvisningen af de statsløse var udtryk for ond politisk vilje, eller om der slet og ret var tale om dårlig administration af embedsmænd.

Afhøringerne i kommissionen fortsætter helt frem til juni 2013, og kommissionen skal dykke ned i godt 70.000 siders dokumenter. Der er indkaldt 43 vidner, og udover Rønn selv skal også Venstre-topfolkene Lars Løkke Rasmussen, Anders Fogh Rasmussen og Bertel Haarder afhøres.

Birthe Rønn siger farvel til sit sidste ordførerskab