Blå blok vil straffe falske pædofilianklager hårdere

Det skal være dyrere at æreskrænke folk på nettet, når det er på et falsk grundlag. Det mener DF, V og K, som foreslår skærpede straffe.

Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau

Det skal ikke kun koste dagbøder eller op til fire års fængsel at hænge andre personer ud på internettet med falske beskyldninger. Derfor er Venstre og de Konservative gået sammen med Dansk Folkeparti om at kræve højere straffe til personer, der eksempelvis udpeger andre som pædofile - uden hold i virkeligheden.

- Det er relevant at se på strafferammen med internettets udbredelse. Hvor æreskrænkelse tidligere foregik i et brev mod en person, lægges det i dag ofte ud på nettet. Så bliver man hængt ud, hvor langt flere ser det, og hvor det kan have langt større konsekvenser for dem, det går ud over, siger forslagsstiller og retsordfører Peter Skaarup (DF).

Han peger på, at der i flere forskellige, alvorlige sager om beskyldninger på nettet, er blevet givet milde straffe.

- Det er ganske forfærdeligt og grænseoverskridende at blive beskyldt på et falsk grundlag. Jeg har en fornemmelse af ud fra sagerne, vi har set på, at den fornuftige mening, der er med loven, går fløjten, fordi strafniveauet ikke er fulgt med tiden, siger han og understreger, at de, der bliver krænket af falske beskyldninger, måske vurderer, at de ligeså godt kan lade være med at anmelde det på grund af manglende straf.

De tre partier fra blå blok bruger i deres forslag et eksempel fra Mors, hvor to personer blev dømt for falske beskyldninger om pædofili mod en kommunal familiechef. De fik begge fire dagbøder svarende til 500 kroner.

Mens Socialdemokraterne og de Radikale ikke ønsker at kommentere på forslaget, før de kender til omfanget af sagerne og uddelte straffe, er SF ikke meget for at se på strafferammen.

- Jeg tror ikke, at det hjælper at hæve straffen for at æreskrænke. Jeg tror, det er et større problem, at mange ikke har råd til at føre en sag, fordi folk selv skal betale, siger retsordfører Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) og afviser dermed at ville støtte oppositionens forslag.

- Udfordringen er at sikre, at flere kan føre sagerne, men jeg må erkende, at vi ikke sidder på en pose penge lige nu, så det kan lade sig gøre, siger hun.

Hun peger dog også på, at lovgivning muligvis slet ikke løser problemet med æreskrænkelser, fordi det for manges vedkommende er tankeløshed. Derfor appellerer hun til, at folk genovervejer etik og moral.