(bnb) Øget kontrol med PET

Justitsministeren varsler skærpet parlamentarisk kontrol med brugen af civile agenter.

Af Simon Bendtsen Morten Birkedal Frich

Sagen om PET-agenten Morten Storm får nu justitsminister Morten Bødskov (S) til at foreslå en styrkelse af Folketingets såkaldte Kontroludvalg, der skal sikre de folkevalgtes kontrol med efterretningstjenesterne. Det skriver Berlingske.

Udspillet kommer, efter at Morten Storm i en række artikler i Jyllands-Posten har fortalt om sit arbejde for PET, der blandt andet er blevet beskyldt for at deltage i drabet på terroristen Anwar al-Awlaki.

Regeringens udspil kan ses som en historisk indrømmelse til de folkevalgte, som i dag ingen indsigt har i PETs brug af civile agenter. Helt tilbage fra PETs samarbejde med rockeren Dan Lynge i forbindelse med Den Store Nordiske Rockerkrig har tjenestens brug af civile agenter givet anledning til politisk uro.

- Det er vigtigt for regeringen, at der er tryghed omkring disse spørgsmål i Folketinget. Derfor lægger vi nu som noget helt nyt op til, at Folketingets Kontroludvalg kan få en underretning om PETs brug af civile som agenter, siger Morten Bødskov i et interview med Berlingske.

Samtidig understreger han i en kronik i avisen, at PET generelt gør det godt og »skal have de nødvendige redskaber til at være på forkant med udviklingen«.

Selv om justitsministeren forsøger at komme noget af kritikken i sagen om Morten Storm i møde, er flere eksperter stadig skeptiske. Lektor i forfatningsret Pernille Boye Koch fra Syddansk Universitet siger, at det fortsat vil være svært for kontroludvalget at komme igennem med kritik af PET:

- De har ingen våben, ingen midler. De kan ikke komme med udtalelser, som PET skal rette sig efter, og de må ikke referere noget for partifæller eller andre. Så hvis ikke PET eller justitsministeren er lydhør, kan udvalget intet stille op.