Bødskov kritiseres for uambitiøs PET-kontrol

Der er brug for en langt mere ambitiøs kontrol af PET end den, justitsminister Morten Bødskov lægger op til, vurderer en lektor i forfatningsret.

Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau

Endnu en belastende oplysning for Politiets Efterretningstjeneste (PET) har set dagens lys søndag, hvor tidligere PET-agent Morten Storm søndag frem i Jyllands-Posten og fortæller, at PET har været indblandet i likvideringen af den fremstående al-Qaeda leder Abu Basir.

Det bør åbne politikernes øje for, at vigtige områder i PET er uden for kontrol, mener Pernille Boye Koch, lektor i forfatningsret ved Syddansk Universitet, som forsker i kontrollen af efterretningstjenesten.

Justitsminister Morten Bødskov (S) vil skærpe kontrollen, blandt andet på baggrund af Morten Storm-sagen, hvor oplysningerne fra den tidligere agent sår tvivl om PET-chef Jakob Scharfs forklaringer om, at PET ikke deltager i drab på civile i udlandet. Men justitsministerens oplæg er ikke vidtgående nok, lyder det fra lektoren.

- Der er blevet lagt op til at etablere et særligt PET-tilsyn, der kun skal have fokus på behandling af personoplysninger. Men det bliver lidt gårsdagens problematik i forbindelse med Storm-sagerne og den globale terrortrussel, der jo netop lægger op til, at et sådan tilsyn bør kontrollere agentvirksomhed og samarbejde med udenlandske efterretningstjenester, siger hun.

I Danmark bliver PET kontrolleret af Wamberg-udvalget og Folketingets kontroludvalg, men udvalgene har ikke særlig meget kompetence til at kontrollere netop den del af PETs virksomhed, der er kommet fokus på i forbindelse med Morten Storm-sagerne, påpeger Pernille Boye Koch. Især Folketingets kontroludvalg har ikke meget at skulle have sagt i forhold til kontrol, mener hun.

- PET kan jo sådan set selv bestemme, hvad udvalget skal have at vide, og det gør deres kontrol temmelig tandløs. Udvalget er afhængig af, at efterretningstjenesterne kommer med oplysningerne, og de har ikke kompetence til at træffe nogle afgørelser, som PET er tvunget til at rette sig efter, siger hun.

Det er dog stadig vigtigt, at dele af PETs arbejde er hemmeligt, og netop derfor foreslår Pernille Boye Koch, at man følger den norske kontrolmodel. Her offentliggøres der årligt en beretning, der i mere generelle vendinger fortæller offentligheden, hvad der er blevet ført tilsyn med i forbindelse med efterretningstjenesten. De mere følsomme oplysninger holdes inden for det politiske felt, hvor de implicerede er sikkerhedsgodkendt og har tavshedspligt.

En sådan model ville sagtens kunne fungere i Danmark, lyder hendes vurdering, men hun er spændt på at se, om det sker. Morten Bødskov er nemlig endnu ikke kommet med nogle konkrete forslag til, hvordan en styrkelse af kontrollen skal fungere i praksis.

Justitsministeren vil over for Berlingske Nyhedsbureau ikke kommentere, om de nye oplysninger i Morten Storm-sagen vil få nogen indflydelse på regeringens lovforslag om øget kontrol af PET. Den socialdemokratiske retsordfører, Ole Hækkerup, siger:

- Jeg har ingen kommentarer til den konkrete sag, men jeg vil gerne slå fast, at PET-tilsynets opgave vil være at holde øje med, at der ikke bliver begået overgreb på borgernes rettigheder. Så må Folketingets kontroludvalg tage sig af den operative virksomhed, og det skal ganske vist styrkes, men det har intet med Morten Storm-sagerne at gøre.