Borgerlige strides om offentlig vækst

Vinder de borgerlige næste valg, er der lagt op til armlægning om den offentlige sektor. Liberal Alliance har svært ved at forestille sig at støtte en regering, der går ind for en større offentlig sektor.

Søren Ploug Lilmoes, Berlingske Nyhedsbureau Søren Ploug Lilmoes, Berlingske Nyhedsbureau

- Jeg synes, hun sludrer.

Sådan siger finansordfører Ole Birk Olesen (LA) i kølvandet på Pia Kjærsgaards (DF) melding om, at nulvækst i den offentlige sektor er lig med nedskæringer i velfærden.

- Enhver kan sige sig selv, at bare fordi man ikke bevilliger flere penge til noget, så er det ikke ensbetydende med, at man sparer på noget, siger han til Berlingske Nyhedsbureau og henviser til en artikel fra dagbladet Politiken forleden om regionernes økonomi. Artiklen beskrev, hvordan regionerne i 2012 har brugt en milliard kroner mindre end forventet på sygehusdrift, samtidig med at antallet af behandlinger er steget, og patienternes ventetid er faldet.

- Det er jo et eksempel på, at det kan lade sig gøre. Den offentlige sektor i Danmark er ikke den, der har været hårdest spændt for i forhold til at gøre ting rationelt og effektivt, siger Ole Birk Olesen og uddyber:

- Tværtimod har der været en tendens blandt dem, der bevilliger pengene, til at prale af, at de kunne tilføre en milliard kroner mere her og en milliard mere der som eksempel overfor borgerne på, at de gør rigtig meget. Det betyder, at der igennem en lang årrække ikke har været den motivation til at gøre tingene mere effektivt, siger han.

I søndagens interview med Berlingske beskylder Pia Kjærsgaard Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), for at fortie konsekvenserne af nulvækst.

- Systemet er nu engang, som det er. Man skal ikke tro, at man kan diktere nulvækst, og så går det egentlig fint, og ingen kan mærke det, fordi der er effektiviseringer. Det sker jo ikke sådan her. Det ved Løkke jo bedre end nogen, sagde Pia Kjærsgaard til Berlingske.

Hun forudser samtidig, at spørgsmålet om vækst i den offentlige sektor bliver et centralt stridspunkt, hvis der kommer en ny borgerlig regering efter næste valg. Samme melding lyder fra Ole Birk Olesen:

- Venstre siger nulvækst, Dansk Folkeparti vil åbenbart have positiv vækst, og vi vil have negativ vækst. Så må man se, om man kan finde et kompromis, siger han og tilføjer:

- Jeg har svært ved at forestille mig, at vi vil sige ja til en regering, der vil gøre forholdene værre i Danmark. Og i vores optik gør man forholdene værre, hvis man udvider verdens i forvejen største offentlige sektor, fordi det presser vækst ud af den private sektor. Hver gang man tager en million kroner til vækst i den offentlige sektor, er der ikke den million til vækst i det private, siger han.

Borgerlige strides om offentlig vækst