Borgmesterkandidater: Klogt valg af Banke

To af den afgående Fredericia-borgmesters modstandere, der begge kan ende som hans efterfølger, er glade for, at han har trukket sig helt fra politik.

Signe Damgaard, Berlingske Nyhedsbureau
Afgående borgmester for Fredericia Kommune Thomas Banke Foto: Martin Dam Kristensen

At Thomas Banke ikke bare har taget borgmesterkæden af, men også forladt sin taburet i byrådet i Fredericia er den rigtige beslutning. Det mener de to ekskluderende medlemmer fra Venstre, der begge står som favoritter til at overtage borgmesterposten, Kenny Bruun Olsen og Peder Hvejsel.

- Jeg synes, det er fornuftigt. Det er det eneste rigtige. Både for ham selv, Venstre og byrådet i Fredericia, siger Peder Hvejsel.

Kenny Bruun Olsen kalder det ligeledes for »en klog beslutning«.

- Han fjerner fokus fra sin person. Jeg kan ikke sige andet, end at det er godt, det, han gør, siger han.

Søndag formiddag meldte den 31-årige afgående borgmester ud, at han også siger farvel til byrådet. En valg, som han ellers tidligere har afvist at ville træffe.

- Det var min intention, at der nu kunne komme ro over Fredericia og Venstre, når jeg havde meddelt min afgang som borgmester. Desværre kan jeg nu konstatere fra pålidelige kilder, at hetzen imod min person kører videre, hvis ikke jeg trækker mig som menigt byrådsmedlem, siger Banke i udtalelsen.

- Det hele er nu af en sådan karakter, at jeg ikke længere ønsker at være en del af det politiske spil i Fredericia overhovedet. Måden hvorpå enkelte aktører lokalt fører an i kampen mod min person gør, at jeg nu må vægte hensynet til min familie og omgivelser, lyder forklaringen.

Tilbage i december stillede et samlet byråd og Venstres bestyrelse i Fredericia et mistillidsvotum til Banke, hvor de opfordrede ham til at gå af. I begyndelsen af januar vendte bestyrelsen så på en tallerken og ønskede alligevel den unge borgmester på posten til trods for beskyldningerne om misbrug af kommunens kreditkort og kørepenge for urigtige møder.

Men 9. januar blev Banke ekskluderet af fire af Venstres seks byrådsmedlemmer, heriblandt Kenny Bruun Olsen og Peder Hvejsel, hvorefter de fire selv blev ekskluderet af Venstres bestyrelse i Fredericia.

Siden trak Thomas Banke sig som borgmester og nu altså som byrådsmedlem.

- Hvis vi skal videre i Venstre og have det hele genoprettet, er det den rigtige beslutning. Det var noget, han skulle have gjort for en måned siden, for så havde vi også undgået de skår, som nu skal til at klinkes. Det er ærgerligt, det er beklageligt, men sådan er det, siger Kenny Bruun Olsen.

Venstres gruppe mødes søndag, mens der ifølge Kenny Olsen arbejdes på, at de fire ekskluderede medlemmer kan blive genoptaget i Venstre. Her skal de forsøge at komme nærmere, hvem der skal overtage efter Banke. Men den ene af favoritterne til posten regner dog ikke med, at der kommer en afgørelse søndag på grund af den seneste tids uro.

- Det er ikke gået, som vi har synes, det skulle. Derfor har jeg ikke nogen forventning om, at vi i aften har en løsning på det her, siger Kenny Bruun Olsen.