Bortvist mand afhørt af politiet

En mand gav Helle Thorning-Schmidt en seddel og skabte tumult ved statsministerens ugentlige pressemøde.

Mads Mostrup Jensen og Laura Labarca Clausen, Berlingske Nyhedsbureau Mads Mostrup Jensen og Laura Labarca Clausen, Berlingske Nyhedsbureau
En af de tilstedeværende ved Thornings pressemøde brokkede sig højlydt over et spørgsmål fra salen og måtte til sidst udvises. Foto: Claus Bech

En mand, der skabte tumult under statsminister Helle Thorning-Schmidts (S) ugentlige pressemøde tirsdag, blev eskorteret ud af Statsministeriets glassal og overgivet til politiet.

Pressesekretær Lea Juel Henriksen fra Statsministeriet fortæller til Berlingske Nyhedsbureau, at ordensmagten afhørte manden, der havde brokket sig højlydt over pressens spørgsmål til statsministerens skattesag.

- Han overtrådte spillereglerne for pressemødet og blev bedt om at gå. Efterfølgende fik politiet en snak med ham, siger hun.

Fik adgang med pressekort

Pressesekretæren fortæller videre, at manden fik adgang til pressemødet ved at vise et gyldigt pressekort. Hun vil ikke kommentere, hvilke konsekvenser sagen får.

- Jeg kan bare konstatere, at han ikke har overholdt de klare spilleregler, der er på statsministerens pressemøder, siger Lea Juel Henriksen.

Vagtchef Mads Firlings fra Københavns Politi kan ikke komme nærmere ind på, hvad politiet har sagt til manden.

- Det er en sag, som vores faste folk på Christiansborg har taget sig af. De har mange af den slags sager, siger han.

Mand kom med tilråb

Tumulten opstod halvvejs i statsministerens tirsdagspressemøde, da politisk redaktør Jesper Termansen fra Radio24syv, spurgte Helle Thorning Schmidt (S), om hun kunne bekræfte, at medlemmer af Socialdemokraterne tilbage i 1999 opfordrede hende til at betale skat, selv om Skat havde erklæret hende ikke skattepligtig i Danmark.

Helle Thorning afviste at svare på spørgsmålet med henvisning til, at Skattesagskommissionen er i gang med at undersøge behandlingen af skattesagen.

Læs mere: Thorning kræver klart svar fra V om lavere løn

Da Jesper Termansen endnu en gang forsøgte at spørge ind til sagen, opstod der tumult, da manden med spraglet trøje, krøllet hår og briller blev oprørt over spørgsmålene og begyndte at komme med tilråb.

- Personlige forhold om skat er personlige. Det kan pressen ikke gøre ved Helle. Hun skal ikke forfølges for sin skattesag af pressen. Det vil jeg fandeme ikke finde mig i, sagde manden.

»Ja, jeg skal nok gå«

To vagter var hurtigt henne ved den oprørte mands plads og bad ham forlade pressemødet.

- Ja, jeg skal nok gå, svarede manden utilfreds og forlod Glassalen i Statsministeriet.

Inden sit udbrud havde den tydeligt nervøse mand rejst sig op og afleveret et stykke A4-papir til statsministeren, noget der fik hendes livvagter til at rykke et skridt nærmere Helle Thorning-Schmidt. Manden satte sig dog hurtigt ned på sin plads igen og blev derfor ikke smidt ud i første omgang.

En folketingsbetjent fortæller til pol.dk, at der på sedlen stod, at manden ville overtage magten i kongeriget Danmark.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden