Bredt flertal gør PET mere gennemsigtig

Danskerne får nu mulighed for at henvende sig til nyt tilsyn og spørge, om efterretningstjenesten har urigtige oplysninger om enkeltpersoner, forklarer justitsminister Morten Bødskov i kølvandet på ny PET-lov.

Christian Nørgaard Larsen Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau
Justitsminister Morten Bødskov fortæller om forliget mellem regeringen og VKO om en PET-lov. Foto: Thomas Lekfeldt

- Vi har med aftalen i dag skabt en fremtidig ramme for PET.

Det sagde justitsminister Morten Bødskov (S) fredag aften, efter at regeringen sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti blev enige om en ny lov for efterretningstjenesten, der blandt andet betyder, at PET skal kunne ses bedre efter i kortene.

- Danmark står over for en alvorlig og kompleks terrortrussel. Vi har heldigvis et robust og effektivt beredskab mod terror. Det skyldes, at vores efterretningstjenester dygtigt har tilpasset sig det ændrede trusselsbillede, men også at vi i Folketinget de senere år har styrket tjenesterne. Jeg mener, at en styrkelse af efterretningstjenesterne skal gå hånd i hånd med klare og tidssvarende regler for efterretningstjenesternes virksomhed og en betryggende kontrol. Det er med til at sikre, at befolkningen fortsat har tillid til efterretningstjenesterne, sagde Morten Bødskov til pressen.

Læs mere: PET: Terrortruslen mod Danmark er alvorlig

Den nye lov betyder blandt andet, at man nedsætter et uafhængigt tilsyn bestående af fem personer udvalgt af Landsretten, justitsministeren og Folketingets kontroludvalg. Udvalget har til formål at kontrollere oplysninger og persondata fra PET.

- Den nye lov har den rigtige balance, således at vi på den ene side kan sikre, at vi har en effektiv efterretningstjeneste, hvad angår nationens sikkerhed, og på den anden side er der hensynet til retssikkerheden, altså at vi fortsat kan have tillid til, at vi har en efterretningstjeneste, der selvfølgelig opererer på de regler, de skal operere på, siger Morten Bødskov, der afviser, at den øgede kontrol er et udtryk for manglende tillid efter en række prekære sager i fjor.

- Vi får nu en samlet lov for vores efterretningstjenestes arbejde. Vi får et nyt stærkt, uafhængigt tilsyn med efterretningstjenesternes arbejde. Og vi får styrket Folketingets muligheder for at have indsigt med efterretningstjenesternes arbejde. Det er en stor og vigtig aftale, der er blevet lavet. Folk får nu mulighed for at henvende sig til tilsynet og spørge, om efterretningstjenesten har urigtige oplysninger om enkeltpersoner, tilføjer justitsministeren.

Den nye PET-lov kommer ikke til at påvirke PETs arbejde, vurderer tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen.

- At man nedsætter et uafhængigt tilsyn og øger kontrollen med PET er i sig selv godt, men det kommer ikke til at betyde noget for PETs måde at arbejde på, vurderer Hans Jørgen Bonnichsen.

Læs mere: Tidligere PET-chef: Ny lov påvirker ikke PETs arbejde