Brugerbetaling på tandrens og høreapparater forvirrer i Venstre

Sundhedsministeren skal nu i samråd og svare på, hvorfor de Radikale ønsker mere brugerbetaling, mens S og SF gik til valg på det modsatte.

Laura Juul, Berlingske Nyhedsbureau Laura Juul, Berlingske Nyhedsbureau
arkivfoto Foto: VIBEKE TOFT

Da Socialdemokraterne og SF gik til valg i 2011, var det med løfter om at gøre op med brugerbetaling i det danske sundhedsvæsen. I lørdagens udgave af Berlingske siger Charlotte Fischer (R), der er spidskandidat til posten som regionsrådsformand i hovedstaden for regeringskollegerne i De Radikale, at velhavende danskere skal betale mere for sundhedsydelser.

Og det skaber forvirring i oppositionspartiet Venstre:

- S og SF gik til valg på et klokkeklart løfte om stop for brugerbetaling på sundhedsområdet, og vi har jo kunnet konstatere, at med finansloven for 2013, der har regeringen indført øget brugerbetaling på tandrensninger, på høreapparater og på pensionisters håndkøbsmedicin, siger forebyggelsesordfører Jane Heitmann (V).

- Og nu er de radikale så ude og sige, at nu kunne det for eksempel være psykologhjælp, man skal betale mere for. Så fra Venstres side må vi sige, vi er forvirrede på et højere plan over de meldinger, der kommer, siger hun.

Læs mere: S: De svageste grupper skal have hjælp til tandpleje

Derfor har Jane Heitmann indkaldt sundhedsminister Astrid Krag (SF) i samråd:

- Nu må vi have en forklaring på, hvad det er, regeringen vil: S og SF gik til valg på klokkeklare løfter om stop for brugerbetaling, og nu får vi en lige så klokkeklar melding om, at man vil i den anden retning, siger Jane Heitmann.

Og selv om et opgør med brugerbetaling ikke var løfter, de Radikale gik til valg på, mangler Venstre stadig svar.

- Regeringen er jo regering sammen. Og nu har regeringen med finansloven sneget brugerbetaling ind på tre væsentlige områder, og det, vi nu hører fra regeringen igen, er, at nu vil man udvide brugerbetalingen.

Læs mere: Eksperter: Fint at skære i tandrens og høreapparater

Selv om røster i Venstre tidligere har udtrykt ønske om øget brugerbetaling i sundhedsvæsenet, vil Jane Heitmann dog ikke tage stilling til den radikale udmelding.

- Jeg forholder mig slet ikke til forslaget, jeg forholder mig til, at vi er forvirrede på et højere plan. Vi stiller os undrende over for, hvordan det harmonerer med de meldinger, der tidligere er kommet om ulighed i sundhedsvæsenet.