Christiansborg lukker sig omkring sig selv

Merete Riisager (LA) Merete Riisager (LA)
Merete Riisager (LA) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

I sidste uge summede Christiansborg af delforhandlinger under Finansloven. I denne uge har der kun været summet omkring ”det store bord”.

Jeg har selv deltaget i nogle af de underliggende forhandlinger, og jeg må sige, at jeg er overrasket, for ikke at sige chokeret over, hvordan tingene fungerer. Sidste år nåede jeg kun et enkelt møde under praktikforhandlingerne. Jeg gik ind i lokalet med en klar udmelding: ”Det er et ok papir, men I må fjerne de sociale klausuler, for det giver en masse bureaukrati, og det giver eleverne dårlige praktikforløb, når de kommer ud et sted, hvor de ikke er ønsket.” Så blev jeg venligst vist hen til døren. En anelse uerfaren i den politiske arena – og en anelse for resultatorienteret og håbefuld.

I år har jeg bidt mig bedre fast – det må være muligt at påvirke tingene, tænker jeg. Men jeg må sige, at jeg forbavses over, at man i den nuværende situation, mest ser aftaleudkast, der indeholder flere offentlige udgifter og flere byrder til erhvervslivet – det er jo barokt! Hele Danmark råber på arbejdspladser, mens politikerne sysler med, hvor mange nye byrder virksomhederne skal pålægges, og hvor mange nye udgifter, der skal udskrives. Mens danskerne tror, at politikerne har lagt sig i selen for at forbedre konkurrenceevnen, så virksomhederne kan tage luft ned i lungerne og skabe vækst, sidder Christiansborg og fedter med nye lag af offentligt forbrug og nye regler, der spænder ben for de driftige og de arbejdsomme.

Det er til at rive hårtotter ud af hovedet af, at det tilsyneladende ikke kan lade sig gøre at indgå en praktikaftale uden at hælde nye udgifter ud over virksomhederne, eller at man ikke kan sørge for at holde de kriminelle i fængslerne uden at skulle have flere penge op af lommen. Og det kan selvfølgelig også lade sig gøre. Men politikerne savner ganske enkelt visioner. Forhandlingerne foregår – dem jeg har deltaget i – groft sagt på den måde, at embedsværket forbereder en lang liste af ændringsforslag, mens politikernes rolle er at stille spørgsmål, brokke sig en hel del, udvælge et par marginale punkter, de kan markedsføre som ”deres politiske sejre” for så til sidst at sluge det meste råt. Til møderne deltager en lang række embedsmænd, der – ud over at være eksperter på området – ofte udviser en vis metaltræthed overfor emsige politikere: ”Det gør vi allerede”. ”Det har vi prøvet”. ”Det kan ikke lade sig gøre”, er vel nogle af de sætninger, jeg har hørt flest gange.

Når man stiller upassende spørgsmål til et forhandlingsmøde som eksempelvis: ”Når I har tænkt jer at indføre denne nye regel eller aktivitet – hvad har I så tænkt jer at fjerne?” Eller: ”Kunne man forestille sig at lade private byde på flere af opgaverne?” eller: ”Jeg har et forslag til en anden udgift, vi kunne fjerne, så der bliver luft til at bruge penge på dette”, bliver man mødt med flakkende smil og et skuldertræk.

Midt under de langtrukne forhandlingsmøder med højt belagt smørrebrød og uendeligt små ændringer i de oprindelige udkast, kom jeg til at tænke på et forsamlingshusmøde, jeg deltog i for nylig på Fyn. En moden herre rejste sig op og fortalte om sin virksomhed: ”Jeg har haft virksomhed i to årtier, og vi har aldrig fyret medarbejdere. Det gør vi nu. Og det er ikke bare på grund af krisen. Vi kan ikke klare flere skatter, afgifter og flere regler. Hvad i alverden tænker I på derinde på Christiansborg!?” Personligt fik jeg en grim smag i munden, og hastede tilbage til Borgen med fornyet energi for at kaste mig ind i kampen mod regel-forurening og udgifts-udslip.

Viljen er der stadig, men delforhandlingerne til finansloven har været en kold spand vand. I disse dage spinnes der rundt om ”det store bord”. Venstre kredser om en bolig-job-ordning, der kan have sin folkelige appel, men som intet betyder for Danmarks konkurrenceevne. K har koblet sig på DF i jagten på nationalkonservative gevinster uden indflydelse på hverken økonomi eller jobskabelse. Enhedslisten ved man, hvor man har – flere udgifter på værdiskabelsen og flere penge til passiv forsørgelse. Og måske bliver alle til sidst enige om at aflive sukker- og fedtafgiften og konvertere disse til andre udgifter, som det vil tage medierne mindst et år at få opbygget en lige så stor folkelig modstand imod.

Christiansborg har lukket sig omkring sig selv og Danmark og danskerne synes langt, langt borte…

Christiansborg lukker sig omkring sig selv

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden