Corydon beskyldes for at afvise dansk salgsaftale af DONG

Ifølge en DR-dokumentar fik regeringen et dansk tilbud om køb af DONG Energy-aktier, som kunne matche tilbuddet fra investeringsbanken Goldman Sachs.

Heidi Røndbjerg-Christensen, Berlingske Nyhedsbureau

DONG Energy-aktierne kunne sagtens være blevet på danske hænder, og dermed kunne regeringen have undgået et salg til den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs, der sender penge i skattely.

Det hævder DR-dokumentaren »DONG - bag lukkede døre«, som vises onsdag aften, ifølge Information.

Regeringen med finansminister Bjarne Corydon (S) i spidsen fik angiveligt tilbud om at sælge aktierne til danske investorer til samme vilkår, som Goldman Sachs kunne præstere. Dermed kunne regeringen ifølge dokumentaren have sikret, at værdistigningen på aktierne forblev i Danmark uden at ende i skattely, skriver Information.

Det var det danske pensionsselskab ATP, som ifølge DRs kilder var i stand til at matche tilbuddet fra den amerikanske investeringsbank, der endte med at løbe med aktieposten på 17,9 procent af aktierne i det statsejede energiselskab.

ATPs underdirektør Claus Wiinblad kan imidlertid ikke kommentere sagen, da han har skrevet under på en fortrolighedsaftale. Bjarne Corydon vil hverken be- eller afkræfte, om der var et matchende tilbud fra ATP til Goldman Sachs’ bud, men siger til Information:

»Der var en lang proces, hvor en lang række selskaber - ikke bare ATP - havde forskellige tilkendegivelser på bordet, og hvor der var åbent for alle. Vi fulgte spillereglerne omkring den slags forløb og stod til sidst tilbage med det, der samlet set var den bedste løsning for staten.«

Salget af DONG Energy-aktier til Goldman Sachs står tilbage som en af de mest kontroversielle politiske beslutninger under SRSF-regeringen og endte med at splitte SF, som forlod regeringen. Samtidig gik tusindvis af danskerne på gaden for at demonstrere over salget til Goldman Sachs.