Corydon: Det skal kunne betale sig at arbejde

Omkring 14.250 danskere ville få flere penge mellem hænderne, hvis de forlod arbejdsmarkedet og i stedet blev forsørget af det offentlige. Det er 14.250 for mange, lyder det fra finansministeren.

Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau og Peter Burhøi Pia Glud Munksgaard, Berlingske Nyhedsbureau og Peter Burhøi
ARKIVFOTO 2012 af finansminister Bjarne Corydon. Foto: Martin Sylvest Andersen

Det skal altid kunne betale sig at arbejde.

Det er budskabet fra finansminister Bjarne Corydon (S).

Tal fra Finansministeriet viser ellers, at omkring 14.250 danskere ville få en økonomisk gevinst ud af at forlade arbejdsmarkedet og i stedet blive forsørget af det offentlige, men det er »14.250 for mange«, lyder det fra Bjarne Corydon.

- Det er en grundlæggende værdi i Danmark, at der skal være en økonomisk værdi ved at arbejde, selv om vi jo også har et velfærdssamfund, hvor der også skal være et effektivt socialt sikkerhedsnet, der gør, at man får hjælp, hvis man ikke kan arbejde, siger han.

Læs mere: Tusindvis bliver rigere på offentlig forsørgelse

Bjarne Corydon peger på, at den skatteaftale, som regeringen i år indgik med Venstre og de Konservative, og som vil blive indfaset fra næste år, vil øge incitamentet til at arbejde markant, og at man derfor med skattereformen tager »et stort skridt i den rigtige retning«.

- Selve skattereformen er jo markant rettet mod det forhold, at det skal kunne betale sig at arbejde for alle danskere, også de danskere, der ikke tjener en meget høj løn. Derfor er den tunge vægt i skattereformen også lagt på beskæftigelsesfradraget, ligesom der er et fokus på enlige forsørgere, der ofte oplever det her problem, siger Bjarne Corydon.

Læs mere: EL: Man vælger ikke bare at være på overførselsindkomst

Tallet fra Finansministeriet har fået både Liberal Alliance, Venstre og Dansk Folkeparti til at efterlyse en reform af kontanthjælpssystemet, men Bjarne Corydon vil ikke på forhånd love, at en kontanthjælpsreform vil løse problemet.

- Det er ikke til at komme med klare garantier for, hvad fremtidige reformer vil gøre. Men jeg synes, at vi gennem året har vist, at vi har skarpt fokus på, at det for alle samfundsgrupper skal kunne betale sig at arbejde, siger Bjarne Corydon.