Da socialisterne modvilligt sagde farvel

Seks rystede, tidligere SF-ministre sagde modvilligt farvel til ministerposterne, mens Thorning og Vestager med smil på læben kunne konstatere, at de nu også formelt udgør rygsøjlen i regeringen.

Helle Thorning-Schmidt kunne mandag præsentere sit nye ministerhold for Dronningen og Kronprinsen. Hun har vinket farvel til seks SF-ministre, der er erstattet med radikale og socialdemokrater. Foto: Keld navntoft

Vinterdisen ligger tungt over Københavns gader, da en kortege af mørke ministerbiler triller mod Amalienborg lidt i 10. Regeringen Helle Thorning-Schmidt II er en realitet. Kriseramte SF er fortid på Thornings ministerhold, mens den gamle SR-akse tager endnu en tørn.

Berlingske var med, da socialisterne modvilligt sagde farvel, de nye ministre indtog Slotsholmen, og da folketingsgrupperne fordelte resten af rovet på Christiansborg.

10:37:

Porten i Dronningens hovedresidens går op, og ud på Amalienborg Slotsplads træder det nye SR-ministerhold. Hele holdet smiler og vinker. Sofie Carsten Nielsen (R) med hurtige fingertril, mens Karen Hækkerup (S) fejer luften med en flad femmer.

Er det sidste gang vi får nye ministre i denne valgperiode?

Spørgsmålet bliver mødt med høje grin fra både tilskuere og ministre.

»Det håber jeg jo hver gang,« svarer statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) med et bredt smil.

10:52:

Mundvigene er tungere på mellemetagen på Christiansborg, hvor SF holder til. Den tidligere SF-pressechef og særlige rådgiver for Pia Olsen Dyhr, Henrik Larsen, der har været fast inventar i SF i mere end ti år, har pakket to flyttekasser med papirer og bøger fra sine år midt i det politiske maskinrum. Nu er han fortid. Beslutningen er truffet. Han ønsker ikke at være en del af SF mere.

På etagen under ham, i Folketingets vandrehal, er afgående skatteminister Jonas Dahl (SF) på vej ned ad trappen og ud af Christiansborg inden den obligatoriske afskedssalut med statsministeren.

Skuffelse og frustration lyser ud af øjnene på ham. Han skulle egentlig have holdt sin datters fire års fødselsdag, men i stedet skal han forberede sin overdragelsestale til den radikale kronprins, Morten Østergaard.

Op ad trappen kommer Danmarks nyudnævnte transportminister, Magnus Heunicke (S), med favnen fuld af blomster fra sine døtre. Den afgående skatteminister ønsker tillykke.

11:05:

Magnus Heunicke er tilbage på den socialdemokratiske gang på Christiansborg. Den erfarne S-gruppeformand Henrik Dam Kristensen kommer ud fra sit kontor og giver ham et stort kram og et kollegialt klap på skulderen. De taler om at møde Dronningen:

»Der bliver masser af kjoler at købe til konen,« joker den garvede gruppeformand. Kort efter sætter Henrik Dam Kristensen sig til forhandlingsbordet. De tre socialdemokratiske kaffeklubber skal blive enige om fordelingen af ordførerposter. Flere timer og forhandlingsrunder senere er kabalen klar, erfarer Berlingske. Blandt de socialdemokrater, der får nyt område, er Troels Ravn, som bliver kulturordfører, og Pernille Rosenkrantz-Theil, der overtager socialområdet efter Maja Panduro, som i rollen som politisk ordfører skal være partiets nye frontfigur.

12:16:

De brede smil er nærmest som fastfrosset på både statsminister Helle Thorning-Schmidt og økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R), da de skulder ved skulder præsenterer deres nye SR-regering og en fælles erklæring for vejen frem over for pressen.

De sidste to år har der oftest stået tre talerstole i Statsministeriets Spejlsal, når vigtige politiske skridt er blevet præsenteret. Fra i dag af er der to.

Partilederparret har brugt mange timer sammen den forgangne weekend. Til at »drøfte alt mellem himmel og jord,« lyder beskrivelsen fra statsministeren, mens hun gang på gang sender sigende og indforståede blikke til sin regeringspartner. At de begge glæder sig til deres videre politiske ægteskab, kan de ikke skjule.

»Som Helle sagde, går det (SR-samarbejdet, red.) 100 år tilbage. I medgang og modgang,« griner Margrethe Vestager.

12:54:

På Slotsholmsgade foran Socialministeriet står Manu Sareens (R) søster og datter. De må vente med at komme ind. Den nye minister har ikke meldt deres ankomst, og alt skal gå efter reglerne.

På fjerde sal får Manu Sareen overdraget ansvaret af SFs afgående formand og socialminister, Annette Vilhelmsen. Hun ville have givet ham brætspillet »Hvem vil være millionær«, fortæller hun med ironisk henvisning til den efterhånden berygtede sag, hvor hun for åben skærm gav en million kroner til Huset Zornig. Men spillet var udsolgt.

Alvoren er dog også at spore i ordene hos den tydeligt berørte Annette Vilhelmsen, der i sin tale gennemgår en lang række af resultater fra sin tid i ministeriet. Hendes exit er måske sket pludseligt, men hun har sat et aftryk, må man forstå.

13:10:

Efter kun 52 dage i Skatteministeriet afleverer Jonas Dahl (SF) bil, kontor og minister-titel til de Radikales Morten Østergaard. De to mørkhårede herrer har begge smil på læben – det ene er dog mere anstrengt, ærgerligt og trist end det andet.

»Jeg har været meget berørt hen over weekenden. Det har været hårdt og ikke sjovt at være en del af SF de seneste par dage,« siger Jonas Dahl.

Efter talerne giver de to hinanden hånden og et kram. Lige et par sekunder længere og varmere end almindeligt.

15:31:

Rampelyset i Eigtveds Pakhus på Asiatisk Plads er rettet mod seks mænd i mørke jakkesæt. Men humøret er lyst og højt, da Udenrigsministeriets departementschef, Ulrik Vestergaard Knudsen, siger farvel og tak til tre ministre og goddag til to nye.

»I må undskylde, at jeg genbruger jokes, men det er svært at finde på nye i det her udskiftningstempo,« lyder det muntert fra departementschefen.SFs Holger K. Nielsen beriger sin efterfølger, de Radikales Martin Lidegaard, med en god flaske cubansk rom. Og den skal nydes »uden at tænke på det ord, jeg ikke må nævne,« opfordrer den afgående udenrigsminister med lun henvisning til de tidligere udtalelser om cubansk paradis, der fik Venstres Søren Pind til at kræve ham i samråd.Og snakken bliver ved det eksotiske, om end med klare henvisninger til den hjemlige, politiske andedam. For kamel »smager faktisk godt«, konstaterer Rasmus Helveg Petersen (R), der i sin tid som udviklingsminister har fået serveret kamelburger i Abu Dhabi.

»At sluge en politisk kamel er overvejende et spørgsmål om tilberedelse,« siger han.

18:26:

Den radikale leder, Margrethe Vestager, sender et billede ud på Twitter. Hele den radikale folketingsgruppe poserer, og yderst til venstre står Ida Auken, der få timer forinden har afgivet sit miljøministerium og i fredags forlod SF.

Folketingsgruppen har netop valgt Christian Friis Bach til ny gruppeformand.