Seneste nyt

Dansk blasfemiforbud under lup

Holland har afskaffet sin lov mod blasfemi, og herhjemme er Straffelovrådet ved at se nærmere på paragraffen. I SF er man ikke længere arge modstandere af forbuddet mod blasfemi.

Mads Mostrup Jensen, Berlingske Nyhedsbureau
Karina Lorentzen Denhardt. Foto: Keld Navntoft

Den, der offentlig driver spot med eller forhåner noget her i landet lovligt bestående religionssamfunds troslærdomme eller gudsdyrkelse, straffes med bøde eller fængsel i fire måneder.

Sådan har det lydt i den danske straffelov siden 1930erne. Den såkaldte blasfemiparagraf har flere gange været under hård politisk beskydning men har overlevet alle forsøg på afskaffelse, og tidligere fortalere for at skrotte loven er nu knap så skråsikre.

- Det er en gammel paragraf, som ikke er blevet brugt i lang tid, men eksperterne er uenige om, hvorvidt den holder hånden under debatten eller undertrykker den. Man kan godt afskaffe paragraffen, men jeg er sikker på, at der skal indføres noget andet og mere tidssvarende i stedet, siger SFs retsordfører, Karina Lorentzen Denhardt.

Læs mere: Hollænderne må igen spotte Gud

- Religiøse følelser er i sig selv ikke noget, der bør have en særlig beskyttelse, men man kan forestille sig en situation, hvor en fuldstændig ophævelse af blasfemiparagraffen blev et problem i forhold til den offentlige sikkerhed, tilføjer SF-ordføreren.

Blasfemiparagraffen skal i løbet af den kommende tid undersøges af Straffelovrådet, som vil se nærmere på konsekvenserne af en ophævelse. I SF afventer man eksperternes konklusion, inden man lægger sig fast på en holdning.

- Det er en god idé at undersøge spørgsmålet nærmere. Hvis rådet mener, at paragraffen kan afskaffes uden problemer, lytter vi til det, siger Karina Lorentzen Denhardt.

Blasfemiparagraffen, som er paragraf 140 i straffeloven, har kun ført til to domme i henholdsvis 1938 og 1946. Loven blev senest forsøgt afskaffet i 2007, hvor Dansk Folkeparti forsøgte at danne et flertal uden om den daværende VK-regering. Forslaget blev imidlertid afvist, men siden har flere partier - heriblandt Liberal Alliance - erklæret, at de går ind for at fjerne den gamle lov.

Facebook: Skal Danmark gå i Hollands fodspor? Del din mening.

Holland har netop taget skridtet og afskaffet forbuddet mod at forhåne religion. Præcis som i Danmark har loven ikke været i brug i flere årtier og betegnes derfor som forældet.