Seneste nyt

Dansk EU-parløb med Storbritannien?

Lykke Friis (V)
Lykke Friis MF (V), EU-ordfører Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Nu kommer den. Storbritanniens David Camerons længe ventede europapolitiske tale, der er blevet udskudt så mange gange, at den for længst er blevet omdøbt til ”i morgen, i morgen og i morgen-talen”. Med al sandsynlighed vil den blive holdt den 22. januar. Allerede datoen har sat gemytterne i kog, ikke mindst i Tyskland. For hvorfor dog lige vælge dagen for 50-året for den tysk-franske forsoningsaftale (Élysée-traktaten) som affyringsrampe for en EU-skeptisk tale? Og ikke nok med det. En hel hær af bekymrende iagttagere er også begyndt at blande sig i, hvad Cameron skal sige. EU-formand van Rompuy, den nye amerikanske administration, store dele af det britiske erhvervsliv og den tyske udenrigsminister har alle advaret Cameron mod at fare for hårdt frem.

Nu er det jo vanskeligt konkret at forudsige, hvordan premierministeren vil vægte sine ord. En del tyder dog på, at forslaget om en decideret ”Brexit”, hvor briterne forlader EU, er lagt på hylden, til fordel for løftet om en folkeafstemning efter en genforhandling med EU. Også dét er imidlertid en uhyre risikabel strategi. For hvor klogt er det at love en folkeafstemning, før der er klarhed over, hvad man rent faktisk kan forhandle sig frem til ved forhandlingsbordet i EU? Kort sagt: det kan godt være, at Cameron har brug for at ”kaste rødt kød til EU-skeptikerne” - som britisk presse så malende formulerer det. Men han risikerer altså i sidste ende at sætte hele medlemskabet over styr, da en folkeafstemning om en dårlig genforhandlingsaftale kan få vanskeligt ved at konkurrere med de EU-skeptiske hardliners klare budskab om helt at forlade samarbejdet.

Meget tyder da også på, at Camerons genforhandlingsstrategi allerede er i krise. Efter planen skulle Cameron nemlig bruge euro-landenes ambition om at vedtage en ny traktat som anledning til at presse indrømmelser igennem. Nu virker det imidlertid som om, at traktaten slet ikke bliver til noget. Stats- og regeringschefernes appetit for vanskelige traktatforhandlinger falder nemlig proportionalt med, at der langsomt men sikkert kommer mere styr på situationen i Sydeuropa. Selv kansler Merkel er begyndt at påpege, at man så sandelig kan gøre meget inden for den eksisterende Lissabon-traktat. Og hermed kan Cameron godt kigge i vejviseren efter den ønskede byttehandel: briterne undlader at nedlægge veto over for en ny traktat mod, at de får lov til at stå uden for flere områder.

Men selv hvis traktaten alligevel pludselig skulle få en renæssance, hører Camerons kvaler ikke op. For på hvilke nye områder er det egentlig, at Cameron skulle kunne få nye forbehold? Ligesom Danmark står han jo allerede uden for euroen og retlige og indre anliggender. I debatten fokuserer britiske konservative ofte på områder som arbejdsmarkeds- og socialpolitikken, såsom arbejdstidsdirektivet. Men hånden på hjertet. Hvorfor skulle de øvrige medlemsstater dog give briterne forbehold inden for områder som er en del af det indre marked og dermed lynhurtigt vil give briterne en konkurrencefordel? Så kunne franskmændene da også forlange, at deres bilindustri skal undtages fra statsstøttereglerne, mens polakkerne kunne insistere på at blive undtaget fra al klimalovgivning, der skader deres kulindustri. Med andre ord: briterne gør regning uden vært, når de fremstiller EU som et rent tagselvbord. Eller som Tysklands ambassadør til Storbritannien for nylig udtrykte det: Der er ikke noget valg mellem en tagselvbordsmodel og at blive uden for EU. For hvis du tillader tagselvbordet, går det indre marked i opløsning. Ergo må briterne vælge mellem at blive inde (dog med de nuværende forbehold) eller søge mod udgangen!

Det er præcist erkendelsen af, at UK nærmest ved en fejl risikerer at lande helt uden for EU, der på det seneste har fået erhvervslivet til at gå på barrikaderne. Mere end halvdelen af den britiske eksport går således til EU, og britiske virksomheder beskæftiger 200.000 mennesker i Tyskland, medens 400.000 briter arbejder i tyske virksomheder i UK. Lige så klart er det, at landets indflydelse på den globale scene vil blive svækket, hvis briterne ikke længere har politisk indflydelse på det europæiske kontinent og kan bruge medlemskabet som en global mikrofon. Det var da også det ubehagelige budskab, som det amerikanske udenrigsministerium i sidste uge sendte over Atlanten – uden EU-medlemskab intet ”special relationship”.

Camerons kvaler med at få en særaftale burde også give stof til eftertanke hos dem herhjemme, der drømmer om, at Danmark skal lægge sig i slipstrømmen på Storbritannien. Når alt kommer til alt, viser Camerons kurs ikke vejen mod et nyt, mere fleksibelt Europa, hvor lande selv kan sammenstykke deres medlemskab. Camerons kurs peger snarere mod en langsom exit ud af Unionen. Ganske tankevækkende er der da heller ikke nogen lande, der indtil videre har sluttet op om Cameron. Det bør Danmark heller ikke gøre. Med 500.000 arbejdspladser på spil skal vi ikke vælge en kurs, der marginaliserer os yderligere. Eller som den finske EU-kommissær Olli Rehn udtrykte det for nylig: Hvis jeg var brite, ville jeg foretrække en position på midtbanen som spilfordeler. Du scorer nemlig ikke mål fra bænken. Det gælder i høj grad også Danmark.