Dansk Folkeparti kæmper videre for værnepligten

Forsvarsforhandlingerne fortsætter onsdag aften, hvor Dansk Folkeparti vil kæmpe for at bevare værnepligten så intakt som muligt.

Johan Blem Larsen, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO 2003 af øvelse i forsvaret. Foto: Maria Hedegaard

På vej ind til nye forsvarsforhandlinger onsdag aften, understreger Dansk Folkeparti, at partiets absolutte førsteprioritet er at bevare værnepligten i Danmark, som regeringen har foreslået at suspendere.

Regeringen vil spare 2,7 milliarder kroner i en kommende forsvarsaftale, og de penge skal blandt andet findes ved at suspendere værnepligten og ved at lukke kasernerne i Varde og Høvelte. Men det afviser Dansk Folkeparti, som er med i forsvarsforliget, der udløber 1. januar 2015.

- Det er værnepligten, som er det helt afgørende. Det er vigtigt for os at have værnepligt i Danmark og sikre, at forsvaret bygger på en folkelighed, som vi mener blandt andet kommer igennem værnepligten, siger DF-formand Kristian Thulesen Dahl på vej ind til forhandlingerne.

Dansk Folkeparti har selv foreslået en besparelse på to milliarder kroner, men beløbet er ifølge Berlingske Nyhedsbureaus oplysninger ikke noget ultimativt krav fra partiet. Til gengæld er det vigtigt for DF, at eventuelle kasernelukninger ikke sker, bare fordi der skal spares penge.

- Vi holder fast i princippet om, at hvis man skal ændre på forsvarets lokaliteter, så skal det være fordi, at det er rigtigt ud fra en ren forsvarspolitisk tankegang, altså forsvarsfagligt. Det skal ikke være for at spare penge, og det her er jo én stor spareøvelse, siger Kristian Thulesen Dahl.

Forsvarsminister Nick Hækkerup (S) vil onsdag aften ikke gå i detaljer om det indholdsmæssige i forhandlingerne, og han har heller ikke noget bud på, hvornår man lander en eventuel aftale - eller må se i øjnene, at forhandlingerne bryder sammen.

- Det har været meget svære forhandlinger. Vi gør, hvad vi kan, men nu må vi se. Det er alt for tidligt at sige noget om det, siger Nick Hækkerup.