Danske skattekroner lander i ulovlige bosættelser

Syv af landets største kommuner har investeret mere end 20 millioner kroner i virksomheder, der er involveret i israelske bosættelser på Vestbredden.

Johan Blem Larsen, Berlingske Nyhedsbureau Johan Blem Larsen, Berlingske Nyhedsbureau

Trods en klar dansk holdning til israelske bosættelser på Vestbredden og internationale erklæringer fra blandt andre FN og EU har en række danske kommuner investeret over 20 millioner skattekroner i virksomheder, der bidrager til konstruktion og drift af bosættelserne.

Det viser en undersøgelse fra researchcentret Danwatch.

København, Odense, Esbjerg, Vejle, Kolding, Horsens og Slagelse har sammenlagt investeret 10 millioner kroner i det dansk-britiske sikkerhedsfirma G4S, som sørger for sikkerhed i bosættelser og ligeledes har leveret bagage- og kropsscannere, der bruges ved den mur, der adskiller Israel og Vestbredden.

Læs mere: Obama vil ikke hindre Gaza-invasion

Seks millioner kroner er desuden investeret i Fiat, Volvo, Caterpillar og CRH, der leverer maskiner og cement til den fortsatte udbygning af de israelske bosættelser, skriver Danwatch på sin hjemmeside.

Dertil kommer to millioner kroner, som er investeret i tyske Siemens, der leverer trafikudstyr til vejnettet kun forbeholdt israelere, mens yderligere to millioner er skudt i tyske Heidelberg Cement, hvis datterselskab, Hanson Israel, udvinder sten og grus til den israelske byggesektor fra et stenbrud på Vestbredden.

De pågældende kommuner har »et klart etisk problem«, fastslår lektor i virksomhedsetik Erik Kloppenborg Madsen fra Aalborg Universitet over for Danwatch, og udenrigsminister Villy Søvndal (SF) understreger, at sådanne investeringer strider mod dansk udenrigspolitik.

- Vores politik for bosættelser – som vi i øvrigt er enige om i EU – er helt klar. De er ulovlige og de skader den tostatsløsning, som vi arbejder for til gavn for både palæstinensere og israelere. Og derfor ser vi gerne, at der ikke gennemføres aktiviteter, der risikerer at medvirke til at opretholde eller legitimere de ulovlige bosættelser, siger Villy Søvndal til Danwatch.

Læs mere: Søvndal fordømmer både Israel og Hamas

Flere af kommunerne ser dog ikke noget problem i at investere i de omtalte virksomheder.

- Kommuner skal føre kommunal politik og ikke udenrigspolitik – det gør den danske regering, siger Susanne Onstrup, finanschef i Slagelse Kommune, til Danwatch.

Hun bakkes op af Odense Kommunes økonomi- og organisationsdirektør, Bente Monsen, som siger, at det ikke er »en kommunal opgave at føre aktiv udenrigspolitik via en kommunal investeringspolitik«.