Seneste nyt

De radikales blinde øje

Merete Riisager (LA) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Det har igennem de sidste 48 timer været beskæmmende at opleve, hvordan mit gamle parti har håndteret sagen om jødiske børn, der ikke er velkomne på visse københavnske skoler. Reaktionerne har været af en art, der har gjort ondt helt ned i tandrødderne.

Den ansvarlige borgmester i København, Anna Mee Allerslev gik i pressen og sagde, at konsekvens ikke var løsningen, men derimod: ”Dialog, dialog, dialog”. Ordet ”dialog” blev nærmest fremført som en besværgelse, der kunne mane det slemme bort, hvis det blev gentaget nok gange. Det kan det selvfølgelig ikke. Den situation, der er opstået på nogle skoler på Nørrebro, hvor jødiske familier enten rådes til at holde sig væk eller af sig selv vælger andre skoler, fordi de forventer at blive chikaneret, er fuldstændigt uacceptabel. Samtidig er situationen et vidnesbyrd om, at der kan findes konflikter i samfundet, hvor dialogen kommer til kort og hvor den gode vilje preller af som vand på en gås. Hvor gode skolefolk – selvom de lægger sig i selen – ikke kan sørge for, at jødiske børn, kan gå i skole og føle sig trygge og velkomne.

I sådanne situationer, bør politikerne sætte individets frihedsrettigheder over eksempelvis skolens og gøre det helt klart, at alle børn skal have lige adgang til en folkeskole i Danmark. Hvis der er nogen, der ikke forstår det, må det have konsekvenser. Er der familier, der fortsætter med at chikanere, er det dem, der må tage deres gode tøj og gå. Er der skoleledere, der ikke lever op til det ansvar, de er blevet betroet, må de finde en anden beskæftigelse. Dialog uden mulighed for konsekvens er ren og skær blåøjet naivitet og ansvarsfraskrivelse.

Anna Mee Allerslevs pendant på Christiansborg, Liv Holm Andersen, bakkede således sin partifælle op og gik i pressen med følgende argumenter:

”Ro på. Det er ude af proportioner”. Hvadbehager!? At der er borgere, der ikke kan vælge bestemte skoler, fordi de chikaneres af flertallet kan vanskeligt beskrives som et problem, der er ”ude af proportioner”.

”Højrefløjen er gået i selvsving og de anerkender i øvrigt ikke, at der også er problemer med chikane af muslimer.” Argumentet er ikke en elevrådsformand værdigt. At der sker chikane af andre grupper kan ikke ophæve dette problem. Og så er der i offentligheden i øvrigt ikke kendte eksempler på skoler, der fraråder muslimer at vælge skolen til på grund af chikane.

”En sag har altid to sider”. Hvilken side er mon det? Hvilken side af, at borgere ikke har fri og lige adgang til en statslig institution er det, mon ordføreren taler om?

Endelig slog borgmester Allerslev fast, at det ikke ville nytte at flytte de børn, der chikanerer, for de ”skal jo alligevel indskrives på en anden skole”. Med argumentet om, at intet nytter, kan alting afvises.

Lise Egholm, hvis udtalelser udløste en mediestorm, har trukket stikket til debatten med en besked om, at hun ikke orker mere, og at problemet ikke længere er aktuelt på hendes skole. Det forsvinder problemet dog ikke af.

For fire år siden medvirkede Lise Egholm i en artikel, hvor også en skoleleder fra den nu nedlagte Humlehaven skole i Odense og den daværende skoleleder fra Klostervænget skole kom med udtalelser, hvis budskab var det samme. Overrabbiner Bent Lexner udtalte dengang: ”Reelt forsøger jødiske forældre slet ikke at melde deres børn ind på skoler på eksempelvis Nørrebro. De vælger blot en anden skole.” Aktuelt har journalisten Martin Krasnik vist, at man bliver chikaneret, hvis man går en tur på Nørrebro iført kalot og lige på den anden side af sundet – i Malmø – har Simon Wiesenthal-centret advaret jøder om at flytte til byen.

Vi har et aktuelt problem med borgeres frihedsrettigheder, der kalder på klar politisk håndtering og konsekvens. Det vi får er den gode vilje, ansvarsfraskrivelse og en teoretisk omgang snik-snak.

De radikale er et parti, der taler floromvundet om individets rettigheder og frihed, men som snubler i sine egne argumenter, når hånden holdes for det øje, der stadig kan se.