Den middelmådige skole

Merete Riisager (LA)
Merete Riisager (LA) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Så er det lige ved og næsten, at regeringen kommer med sit længe ventede udspil til en folkeskolereform. Alle med interesse for grundskolen har måttet holde vejret siden regeringsskiftet – forventningerne er skruet højt op. Skolereformen er blevet et figenblad for regeringen, der skal få ubehaget ved forfejlede udspil som kickstart, akutjobordning og grøn vækst til at glide ned og julefreden til at sænke sig. Men de bidder, der er sluppet ud om udspillet indtil nu, tyder på, at regeringen endnu en gang har oversolgt sig selv.

Folkeskolens problemer er kendte. En stor del af eleverne – især drenge - forlader folkeskolen med læsefærdigheder, der akkurat gør dem i stand til at stave sig igennem en jumbo-bog. Et pauvert niveau i kernefag som matematik, historie og geografi slæber folkeskolen også rundt med. Forældrene søger i stigende omfang ly i privat- og friskoler, der gennemsnitligt har et langt højere fagligt niveau, lavere klassestørrelser, ro i timerne, klare værdier og mere inddragelse af forældrene.

Regeringens svar på folkeskolens krise er:

- Styrkelse af matematik og dansk samt engelsk fra 1. klasse

- En hel skoledag med leg og læring

- Flere timer i klasselokalet for lærerne

Regeringen vil på tirsdag sælge det som en skolerevolution, der skal give den bedst uddannede generation nogensinde. Men i virkelighedens verden er det en bleg vision udsprunget af afmagt og mangel på ambitioner på folkeskolens vegne.

Regeringens intentioner om at styrke matematik, dansk og engelsk er sympatiske. Den forrige regering ”styrkede” disse fag ad flere omgange, uden at det fik den store effekt. Årsagen er den samme dengang som nu: Hvis man ikke ændrer skolernes rammevilkår, bliver resultatet ikke anderledes.

Og der er god grund til at frygte, at fagligheden kan nå et nyt lavpunkt, når de faglige målsætninger indhylles i regeringens pædagogiske flagskib: Helhedsskolen. Nu skal eleverne være i skole hele dagen – leg og læring skal afløse hinanden i en ”ny” form, hvor statsministerens Emil lærer sin Pythagoras, mens han saver i en træklods. 13 timer om ugen skal være ”aktivitetstimer”, hvor eleverne lærer gennem bevægelse og temaforløb.

Det har man prøvet før. Da jeg gik på den dengang højrøde og pædagogisk eksperimenterende Kroggårdsskolen i Odense i 1980´erne, havde vi 7 temauger om året. Det var spas at lave vikingeskibe og modellere vulkaner for alle os, der lærte de tyske verber, kommateringsreglerne og den lille tabel derhjemme. For de, der ikke nød den luksus, blev leg og læring til et fagligt svigt, der gav genlyd resten af livet. Evaluering af eksisterende helhedsskoler viser da også, at konceptet ikke er en opskrift på faglig succes. Ikke overraskende er udfaldet afhængig af, hvad der er udfordringen hos den pågældende elevgruppe.

Men helhedsskolen skal altså smøres ud over alle folkeskoler – uanset behovet hos eleverne eller interessen blandt forældre eller skolefolk. Og netop interessen vil mange steder være til at overse for især forældrene. Selve formålet med helhedsskolen er at udligne forskelle mellem eleverne ved at institutionalisere børn i højere grad. Lektierne skal ind på skolen og ansvaret for læring ud af hjemmet. Samtidig pløres elevernes skoletid og fritid sammen på en måde, de færreste voksne ville bryde sig om. I stedet for at klø på med alt det svære om formiddagen, når hjernen er frisk og slappe af om eftermiddagen, bliver børnenes tid nu båndlagt hele dagen. Når eleverne kan ramme en tung faglig time sent på eftermiddagen, kan skuldrene ikke sænkes på noget tidspunkt. Og muligheden for at gemme sig for de voksnes blikke i et børneunivers, der har sin egen værdi, bliver mindre (som en lærerstuderende sagde til mig: ”Hvis du vidste, at du ikke kunne få lov at være alene på noget tidspunkt i løbet af ugen, ville du så ikke blive sindssyg?”) Det samme gør muligheden for at være mere sammen med sine forældre eller gå til fodbold, mens det stadig er lyst.

Og så er der lærerne. Regeringen har ikke lagt skjul på, at skolereformen skal finansieres af en ny arbejdstidsaftale med lærerne. Hvis man et kort øjeblik ser bort fra, at det ikke giver meget mening at vedtage en reform først – og derefter tage hul på finansieringen, er det rimeligt at forvente, at lærerne kan tilbringe mere tid sammen med eleverne. Men at vride armen om på lærerne uden at give dem nye muligheder kan komme til at give bagslag på bundlinjen. Det er med en skole som alle andre organisationer: Det er de professionelle, der gør forskellen. Derfor burde regeringen løse lærerne af deres papirarbejde, give mere plads til professionalismen og åbne for flere muligheder for at anerkende og præmiere dygtige lærere.

Men tilbage til rammevilkårene – for når fri- og privatskoler skaber langt bedre faglige resultater for færre offentlige kroner, kan det ikke afvises med den marginale forskel i elevernes socioøkonomiske baggrund. At gøre det er dybt useriøst. De frie grundskoler gør det bedre, stort set uanset hvilket nøgletal eller parameter man kigger på. De løfter både de stærke og de svage elever. Når de får en krone, er de bedre til at få hver en øre til at ramme rigtigt. De inddrager forældrene. De motiverer lærerne. De bruger flere penge på efteruddannelse. Og hvis de ikke løser deres opgave – ja, så stemmer forældrene med fødderne, og skolen lukker. De gode skoler derimod – trives og udvikler sig. År efter år.

Det er derfor også katastrofalt, at regeringen har ignoreret Danmarks Lærerforenings fremstrakte hånd og forslaget om at gøre folkeskolerne selvejende. Alt det med tillid til lærerne lød meget godt i valgkampen, men i virkelighedens verden har lærerne kun fået en ”Tour de tillid” uden indhold i form af ”Ny nordisk skole”. Reelt vil skolereformen blive et nyt lag af ministeriel topstyring ovenpå de centralistiske tiltag, der blev indført af VKO.

Hvis folkeskolerne blev gjort selvejende, ville skolefolkene få lov til at gøre det, de er bedst til: Bedrive skole. I stedet for som nu at løbe spidsrod mellem de seneste trends og luner fra politikere i både Folketing og kommuner. Skoleledere kunne få frihed til at hyre og fyre og sammensætte det bedste lærerteam. Skolelærerne kunne påvirke deres eget arbejde i stedet for at skulle udleve konform pædagogisk model.

I sidste uge inviterede jeg Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg på en rundtur til fire fri- og privatskoler. Vi besøgte nogle skoler, der hver især var helt forskellige, men havde opnået fremragende resultater. De røde partier har i en årrække været rejsende i, at forældre skal have dårlig samvittighed, hvis de vælger en fri- eller privatskole. Det er naturligvis noget samfundsskadeligt vrøvl. Når Nyborg Friskole ligger blandt de 50 bedste skoler i landet målt på faglighed, er det ikke, fordi de er kommet let til det. 15 % af eleverne modtager specialundervisning, og den faglige strategi fylder et helt kompendium. Og når Svindinge har en velfungerende friskole på tyvende år – startende fra det tidspunkt, hvor den lokale folkeskole blev lukket, er det, fordi borgere har vist initiativ og har kastet deres kræfter ind til gavn for familierne i lokalområdet. Og når Marie Jørgensens skole og Højby Friskole i langt over hundrede år har skabt skoler med høj faglighed og glade børn og forældre, har knofedt, engagement og dygtighed været indblandet.

Her til aften sagde landets statsminister om den kommende folkeskolereform: ”Jeg har en fornemmelse af, at dette vil virke”. Det er vist ikke for meget at sige, at de resultater, der er skabt i Højby og Nyborg, bygger på mere end en fornemmelse.

Kort fortalt kunne regeringen i stedet for det, den gør nu, skabe en ægte skolerevolution, hvis de gav skolerne frihed, målte dem på deres resultater, lod pengene i højere grad følge barnet og satte deres lid til at forældre ønsker at vælge det bedste til deres børn.

For når regeringens folkeskoleudspil er forhandlet igennem med en velvillig opposition, vil der med al sandsynlighed ikke være ændret på det, der virkelig betyder noget:

- Skoleledere, der år efter år sender elever ud uden basale kundskaber, vil fortsætte deres virke

- Skoler, der overskrider budgettet eller bruger pengene forkert, vil fortsætte med at gøre det

- Lærere, der løfter deres elever til nye faglige tinder og tager initiativ, vil ikke få bedre løn eller vilkår end deres dovne og uduelige kolleger

- Lærere vil bruge en god del af deres tid på arbejde, der ikke bidrager med nogen værdi – som obligatoriske elevplaner i alle fag

- Dygtige og stræbsomme lærerstuderende vil fortsat kede sig ihjel på seminariet

- Initiativer og driftighed vil have trange kår

- Forældre vil fortsat ikke have noget reelt frit skolevalg – med mindre de vælger en fri- eller privatskole

Regeringens skoleudspil er helt på sin plads, hvis det, man drømmer om er den middelmådige skole.

Stakkels børn.