Seneste nyt

Den næste store europæiske krig om fortiden

Med det projekterede House of European History har Europa-Parlamentet skabt fornyet diskussion om den fælleseuropæiske fortid. En diskussion, der kan ende med at samle europæerne omkring et opgør med fortidens fejl.

Seniorforsker Cecilie Banke

Mens det meste af Europa ser EM i fodbold, og således benytter lejligheden til at luftenationale sym- og antipatier, foregår der på europæisk plan enmere dybdegående kamp EU-landene imellem. En kamp, der handler om, hvilken historie der skal være den fælleseuropæiske. Anledningen er det i 2007 foreslåede House of European History, som er et initiativ udgået fra Europaparlamentet, og som skal ligge i den tidligere Eastman-bygning i den centrale del af Bruxelles, ikke langt fra andre EU-institutioner. Europa skal kort og godt have et museum, og hensigten med museet er at fremme forståelsen for den europæiske historie og den europæiske integration generelt.

Beslutningen har ikke overraskende medført en del kritik, for er der noget europæerne kan blive uenige om, er det netop fortolkningen af fortiden, ikke mindst fortolkningen af anden verdenskrig. Og derfor går en del af kritikken da også på, at et museum for Europas historie umuligt kan andet end føre til en forfladigelse af fortiden. Museet skal nemlig på en gang både give et transnationalt overblik over Europas historie samtidig med, at det skal afspejle den diversitet, der kendetegner Europa og som netop er blevet fremhævet som det særlige europæiske, det forskelligartede.

Men også det at spendere millioner af euro på det, som nogle ser som et narcissistisk projekt,midt i en krisetid bliver opfattet som utidig forfængelighed. Britiske euroskeptikere har således fået nyt skyts og kan nu angribe ’eurokraterne’ for at bruge skatteydernes penge til et selvpromoverende museum, der oven i købet har planer om atfremstille anden verdenskrig som en europæisk borgerkrig. Noget, som i den grad falder briterne for brystet, og som også har sat sindene i kog blandt folk med f.eks. indisk, amerikansk og australsk baggrund.

Trods kritikken har House of European Historyimidlertid også ført til en revitalisering af den diskussion, der startede tilbage i 1980’erne i forbindelse med udbygningen af det fælles marked, og som handlede om behovet for en fælles historie, måske endda en fælleseuropæisk identitet. Og det er sundt, ikke mindst for Europa, at der på den måde er opstået en anledning til at tale om samarbejdet på tværs af landegrænserne som andet end økonomi.

Et af de spørgsmål, der rejser sig i den forbindelse, er, om det reelt er muligt at skabe enighed blandt unionens medlemmer omkring en fælles fortid. For findes der reelt en sådan europæisk storfortælling, der kan samle medlemsstaterne ligesom, nationerne i sin tid blev samlet omkring en national fortælling? Og skal Europa i det hele taget samles omkring et fælles historisk ståsted?

Ideen om en europæisk storfortælling har cirkuleret i EU-regi siden slutningen af 1980’erne, og kan godt ses som et tankelevn fra 1800-tallets nationale strømninger, hvor de nationale fortællinger samlede nationer omkring en fælles historie. Central i denne europæiske storfortælling står etableringen af det europæiske samarbejdei den umiddelbare efterkrigstid som en modvægt til krig. Det kan man bl.a. se, hvis man besøger det nyetablerede Parlamentarium i Bruxelles, hvor det historiske udgangspunkt for Europa-Parlamentet er Anden Verdenskrig, og hvor det oprindelige økonomiske samarbejde var det, der skulle modarbejde tidligere tiders konflikt de europæiske lande imellem. Men også Oplysningstiden og den litterære republik er blevet set som det historiske fundament for det forenede Europa ligesom også den europæiske velfærdsmodel.

Det kan i dag virke overraskende, men der var helt frem til midten af 1990’erne kun beskedne henvisninger i den fælleseuropæiske erindring til de mørke sider af Europas historie. Europa var en fremtidsfortælling baseret på de gode sider af den europæiske modernitet. Hvad denne modernitet også havde medført af andre og mindre pæne ting, indgik ikke i forestillingerne om det historiske fundament for Europa. Men lige netop disse sider er der i dag blevet plads til. Europa har igennem de sidste 10-15 år gennemgået en proces, hvor erkendelsen af tidligere tiders forbrydelser er blevet en forudsætning for EU-medlemskab. Hvor de vesteuropæiske lande op gennem 1990’erne erkendte og gjorde op med deres medskyld i forbrydelserne under anden verdenskrig, sker der i dag et lignende opgør i de nye EU-lande med stalinismens forbrydelser og tiden under kommunistisk styre.

Disse opgør med først og fremmest nazismens og stalinsmens forbrydelser har faktisk ført til, at også andre og mindre pæne sider af den europæiske historie er kommet i fokus, herunder ikke mindst kolonitid og slavehandel. Og det åbner op for nogle helt andre perspektiver i det, der skal udgøre den fælleseuropæiske historie, hvor det netop kan blive opgøret med tidligere tiders uret, der kan samle medlemslandene, og hvor det bliver den moralske stillingstagen til fortiden, der forener. Ikke historien som sådan.