Den røde regering viderefører blokpolitikken

Der er ikke forskel på blokpolitikken under den nuværende regering og under Fogh, viser en undersøgelse. Socialdemokraterne mener, at der er forskel på, på hvilke områder der føres blokpolitik på.

Heidi Røndbjerg-Christensen, Berlingske Nyhedsbureau Heidi Røndbjerg-Christensen, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Asger Ladefoged

Blokpolitikken er ikke gået bort med VK-regeringen, hævder en ny undersøgelse, som professor ved Institut for Statskundskab ved Aarhus Universitet Palle Svensson står bag.

Under den seneste valgkamp lovede daværende oppositionsleder Helle Thorning-Schmidt (S) ellers, at en ny regering ville tage et opgør med blokpolitikken. Men det er ikke sket, skriver Information.

Til sin kommende artikel »Centre-Left Minority Coalition Government in Denmark: Back to Normalcy?« har Palle Svensson optalt, hvor mange beslutningsforslag, forslag til vedtagelse og lovforslag, som blev vedtaget i perioderne fra 1998 til 2001, fra 2001-2004 og fra 2011 til 2012.

Optællingen viser, at 6,9 procent af alle lovforslag blev vedtaget udelukkende med støttepartiernes stemmer under Nyrup-regeringen, mens tallet steg til 12,5 procent under Fogh. En tendens, som ikke er mindsket under Helle Thorning-Schmidts regering, hvor 12,6 procent af lovforslagene udelukkende er blevet til med Enhedslistens stemmer.

- Det er en udbredt opfattelse, at efter 2001 så førte den daværende VK-regering blokpolitik, fordi den altid havde et flertal med Dansk Folkeparti, hvorimod vi nu ser en tilbagevenden til SR-regeringens periode i slutningen af 1990erne. Men Enhedslisten har i SRSF-regeringens første år støttet Helle Thorning-Schmidt lige så ensidigt, som Dansk Folkeparti støttede Anders Fogh Rasmussen. Det hører dog med til billedet, at halvdelen af alle love altid vedtages af brede flertal, forklarer Palle Svensson.

Socialdemokraternes politiske ordfører Magnus Heunicke mener dog ikke, at man kan sammenligne blokpolitikken under Fogh med den nuværende - man må også se på, hvilke områder blokpolitikken forekommer inden for, mener han.

- Man kan ikke bare tælle lovforslag op og lade det ene være lige så godt som det andet. Denne regering har netop forhandlet til begge sider i Folketinget - og fået tæsk for det fra begge sider. Både fra Johanne Schmidt-Nielsen (Ø) og fra Claus Hjort Frederiksen (V). Ingen, der følger med i dette billede, vil kunne genkende dette billede, siger han til Information.