Den stædige dame med håndtasken er tilbage på taburetten

Den nye kulturminister er landskendt for at være en bestemt og stædig dame. Men Marianne Jelved har også humor, fortæller journalist Erik Holstein, der har skrevet en bog om den rutinerede politiker.

Michael Ørtz Christiansen, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO. Foto: Rudy Hemmingsen

Fra kaospilot til tidligere økonomiminister. Kontrasterne er til at tage og føle på, når Uffe Elbæk (R) torsdag overdrager Kulturministeriet til sin partifælle Marianne Jelved.

Og statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) kan ifølge Erik Holstein, der som journalist på altinget.dk har sin daglige gang på Christiansborg, godt føle sig sikker på, at der ikke er flere nepotisme-sager på vej i Kulturministeriet.

- Hun er ordentlig og hæderlig. Og det er utænkeligt, at hun bliver involveret i sådan en sag, som den, der fældede Uffe Elbæk, siger Erik Holstein, der i 2005 udgav bogen »Jelved - en politisk biografi«.

Den 69-årige politiker, der blev uddannet som folkeskolelærer på Hellerup Seminarium i 1967, er blevet kendt som damen med håndtasken. Mere præcist en sort håndtaske af mærket Bel Sac.

Allerede under sin tid som økonomiminister og senere også minister for nordisk samarbejde fra 1993 til 2001 blev håndtasken et symbol på, at hun er en bestemt dame, der i overført betydning godt kan finde på at vappe modstanderne et par på hovedet.

- Håndtasken blev også brugt, da hun var minister, men den blev nærmest kult, da hun sad i opposition. Ved valget i 2005, som var Jelveds helt store triumf, og hvor de Radikale fik et kanonvalg, fejrede hun det ved at hæve håndtasken over hovedet, da valget blev fejret, siger Erik Holstein.

Han beskriver Marianne Jelved som en stædig dame, der altid er overbevist om, at hun har ret, hvilket kom til udtryk, efter danskerne havde vendt tommelen nedad for en ny møntfod ved folkeafstemningen om euroen i 2000.

- Hendes reaktion er meget typisk for hende. Hun mente, at hvis bare lige afstemningsperioden havde varet 14 dage mere, så kunne hun have nået at forklare danskerne, at det ville være en fordel at komme med i euro-samarbejdet. Og så ville afstemningen være resulteret i et ja, mente hun, siger Erik Holstein.

- Hun ser det som en pædagogisk opgave at forklare befolkningen sine synspunkter godt nok, og hvis hun gør det, så vil befolkningen også indse, at hun har ret, fortsætter han.

Stædigheden har dog også givet hende store nederlag som politiker, understreger Erik Holstein. For eksempel op til valget i 2007, da Marianne Jelved var kravlet lidt for langt op i træet blandt andet med et krav om, at statsministerkandidaten skulle findes blandt de Radikale. Det var blandt andet medvirkende til, at Marianne Jelveds måtte træde tilbage som partileder, og til at flere radikale politikere forlod folketingsgruppen for i stedet at stifte af Ny Alliance.

- Det var en svaghed som partileder, men det vil ikke være noget problem som kulturminister. Her vil det først og fremmest slå igennem, at hun er rutineret, hun vil være god til at forhandle for eksempel et medieforlig igennem. Hun har glimrende kontakter på Christiansborg, og hun er kendt for at holde de aftaler, som hun laver, siger Erik Holstein.

I sin tid som økonomiminister blev Marianne Jelved kendt som en alvorlig dame, men det var mere at nød end lyst, mener Erik Holstein.

- Hun var kendt som en økonomisk hardcore minister, lidt som Margrethe Vestager er nu. Men det var det noget, hun skulle være, da de Radikale skulle have det meget tunge ministerium for at holde Socialdemokraterne i ørerne, siger han og understreger:

- Hun har en fin underspillet sans for humor.

Marianne Jelved bliver officielt udnævnt som kulturminister torsdag eftermiddag.