Seneste nyt

Den tragiske vision

Marie Krarup (DF)
Marie Krarup (DF) Foto: Steen Brogaard/Folketinget

Nogle problemer kan ikke løses, - men deres omfang kan begrænses.

I torsdagens program ”Debatten” blev debattørerne spurgt ”Hjælper det at sætte folk i fængsler?” Min kollega og partifælle Martin Henriksen (MH) fra Dansk Folkeparti svarede et tydeligt ja. Han havde flere gode argumenter for det:

-at kriminelle ikke laver ravage i byen, så længe de sidder i fængsel;

-at man forstår, at handlinger har konsekvenser, når man får en straf for et kriminelt forhold;

-at de bløde, forebyggende foranstaltninger er blevet afprøvet i mange år, men ikke har hjulpet.

En meget ung radikaler så på MH, mens han talte – med let hævede øjenbryn og et ironisk smil. For, som han overbærende sagde, da han fik ordet: det løser jo ikke problemet. Folk bliver ikke mindre kriminelle af at sidde i fængsel. Tilbagefalds-procenten for folk med en fængselsstraf er meget høj. Derfor skal vi i stedet give folk en uddannelse. Det andet er overfladiske lappeløsninger.

MH kom med en indvending om, at det da ikke nytter noget at belønne folk med uddannelse, når de har begået kriminalitet. Så var taletiden udløbet og de to debattører blev gennet op på bænkene for at give plads til andre.

Der var især to ting ved ordvekslingen, der slog mig: For det første, at de to ikke talte om det samme. Og for det andet den unge radikale mands attitude under ordvekslingen.

Han så så utrolig overlegen ud, mens han med tilkæmpet overbærenhed talte til den lidt enfoldige DF´er. Måske ser han altid sådan ud. Det ved jeg ikke. Men det kunne også have noget med selve sagen at gøre. At han simpelthen mener, at han er bedre og klogere end sine debat-modstandere. Og jeg tror nøglen til hans tilsyneladende hovenhed kan ligge i selve sagen. Den at de faktisk talte om to forskellige ting. Den unge radikale talte om at løse problemet med kriminalitet, mens MH talte om at inddæmme problemet med kriminalitet.

Den unge radikale har en grundholdning til menneskets natur, der gør det rimeligt at forvente, at man kan fjerne kriminalitet om ikke helt, - så næsten helt, hvis bare man gør de rigtige ting. Hvis bare man sætter sig ind i de sociologiske problemstillinger og giver folk en chance på den rigtige måde. Så vil den ondskab, der fører til vold, overfald, tyveri og snyd vige for godhed og fornuft. Når de småkriminelle får en uddannelse i stedet for en fængselsstraf, vil de forstå, at de skal være gode fremover, og det onde i dem, der lokker dem ud i hurtige penge og biler, vil forsvinde. Det er en optimistiske vision om menneskets grundlæggende godhed og fornuft og samfundets evne til i sidste ende at blive bedre, der ligger bag den unge radikales holdninger.

Anderledes med den grundholdning, der ligger bag MH´s argumentation. Der er ikke nogen tro på, at menneskets natur kan forbedres afgørende, eller kriminalitet kan afskaffes. Kriminaliteten vil altid være der, men man kan inddæmme problemet ved at straffe, så folk afskrækkes fra at begå kriminalitet. Måske er det ikke den kriminelle selv, der afskrækkes (det tyder de høje tilbagefalds-procenter på), men så da hans lillebror eller fætter. Mon ikke de lige tænker sig om en ekstra gang, når de ser, hvor galt det gik med store-bror? Og det at sætte kriminelle i fængsel, inddæmmer problemet ved at få den kriminelle væk fra gaden, så offeret kan færdes trygt og andre potentielle ofre ligeså. Men der er ikke en endelig løsning. Der vil blive ved med at være kriminalitet. Vi kan ikke nedlægge fængslerne, og vi kan slet ikke give de kriminelle uddannelse i stedet for straf. For så vil de misbruge det. For mennesket er ikke kun godt. Denne lidt triste grundholdning til verden kaldes i en bog, som jeg netop har læst, for ”den tragiske vision”. Navnet er som selve grundholdningen lidt svær at sælge i dag. For hvem har lyst til at være tilhænger af tragik?

Den konkurrerende vision, de radikales synspunkt, er mere optimistisk og langt mere udbredt i dag. Det kaldes ”De salvedes vision” – og er navnet på bogen, der er skrevet af den amerikanske sociolog Thomas Sowell.[1]

Sowell kalder visionen for ”de salvedes”, fordi tilhængerne føler sig udvalgte[2] og hævede over de andre. De har gennemskuet noget, og de kan derfor også løse problemerne på en måde, som de uoplyste ikke kan. I stedet for bare at stå i stampe og straffe og sætte folk i fængsler, så vil de salvede løse selve roden til problemet – fattigdom og uvidenhed. Det er meget mere langsigtet og meget klogere, vil de sige.

Problemet ved de salvedes vision er, at den ikke virker, som MH så snusfornuftigt sagde. Man har prøvet det, og eksperimentet lykkedes ikke. Og det vil aldrig lykkes. For de salvede overser, at vi lever i en falden verden. Mennesket er ikke godt nok til eksperimenterne. Ondskaben vokser jo mere vi tror, at den vil forsvinde ved kloge strategier. Så det, som de salvede ser som kortsigtede og gammeldags virkemidler, det er de bedste virkemidler. Det er tragisk, men sandt.

Det kan godt være, der ikke er megen PR-værdi i den tragiske vision, - men den er rigtig!

[1]“ The Vision of the Annoited. Self-congratulation as a Basis for Social Policy”, Thomas Sowell, Basic Books 1995.

[2] I Det Gamle Testamente bliver en konge salvet som tegn på kongeværdigheden. Messias betyder f.eks. den salvede på hebraisk.