»Det er sjældent, man møder et mysterium af den kaliber« | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

»Det er sjældent, man møder et mysterium af den kaliber«

Et ubesvaret spørgsmål vækker undren helt fra Christiansborgs gange til Nepals hovedstad: Hvorfor er det lige, at Finansministeriet har beordret alle statslige institutioner til at tælle deres flagstænger?

I skyggen af udskudte skatteforhandlinger, Thornings exit og Støjbergs asylstraminger trækker en ganske mystisk og speget sag opmærksomhed til sig på Christiansborg i disse dage.

Det centrale omdrejningspunkt: Flagstænger.

Kun to ting er helt sikkert og vist i den omdiskuterede sag:

For det første har Finansministeriet bedt alle statens institutioner om at tælle deres flagstænger. Derfor skal personale på alt fra uddannelsesinstitutioner, til forsvaret og tusindvis af kirker en tur udenfor, notere ned på deres blok hvor mange flagstænger, de har, og rapportere tallet ind.

For det andet vil ministeriet ikke oplyse, hvorfor de danske flagstænger skal skrives i mandtal. En regulær blindgyde.

Men ved politikerne måske noget, som de ikke fortæller os andre?

Politiko.dk lod det komme an på en prøve og kastede det helt store net ud på Christiansborg.

Læs mere: Læserne analyserer: Derfor skal alle flagstænger tælles

Kunne Enhedslisten måske ligge inde med svaret på vores spørgsmål? Måske havde partiet allerede lagt et undrende §20-spørgsmål i Claus Hjorts postkasse og fået svar. Det måtte partiets retsordfører vide.

Hej Pernille Skipper. Ja, altså jeg ringer med en lidt spøjs sag. For jeg vil gerne tale lidt med dig om den her flagstangsoptællingssag…

»Ja…Det er altså også sådan lidt...Hvad er det, de vil? Hvad går det ud på?,« siger Pernille Skipper, mens hun grinende fortsætter:

»Jeg er super interesseret i flagstængerne. Det er sjældent, man møder et mysterium af den kaliber.«

Ja, det er mærkeligt ikke?

»Jo. Jeg synes, det er så sjovt. Har I fundet ud af, hvorfor de tæller flagstænger?«

Nej, det har vi ikke. Men vi prøver.

»Det er virkelig meget mærkeligt. Og man tænker jo lidt, hvad Søren de skal bruge det til, ikke?«

Jo, præcis…

»Det kan jo ikke være en udgift at have flagstænger stående på institutioner. Og det kan jo ikke være særlig farligt at have en flagstang stående…«

Vi sidder også og klør os i håret. Hvad tror du, det handler om?

»Jeg ved det virkelig ikke. Men det er meget sindssygt at bede alle offentlige institutioner om at tælle flagstænger. Det må koste forholdsvis mange penge. Og så tænker jeg, om det kan være noget med nogle planer om en særlig fejring, hvor de gerne vil kunne sige, at de i dag fejrer noget med så og så mange tusinde flag.«

Bare lige for at slå det helt fast; Er det jer, der har bedt dem om at tælle?

»Nej…Det tror jeg da i hvert fald ikke. Jeg kan lige høre gruppen, men det tror jeg ikke, vi kunne finde på.«

Er det noget, I snakker om på Christiansborg?

»Jeg har faktisk ikke snakket med nogen fra gruppen om det. Men jeg har snakket med andre på gangene om, hvad dælen det kan være for noget.«

»Måske er det Liberal Alliance. Det kunne godt være dem og et ønske om at afbureaukratisere. De har også en afbureaukratiseringsordfører… Det kan være, de vil kende udgiften til flagstænger.«

Ja, men Henrik Dahl fra Liberal Alliance har jo allerede sagt, at det er det mest åndssvage, han har hørt i år. Han tordnede virkelig imod det…

»Nå ja. Nej, så kan det ikke være dem.«

»Har I prøvet at søge aktindsigt? I skal da søge aktindsigt i korrespondancen til og fra ministeren om flagstænger…«

Ja, det kan vi gøre...

»Hvis de så bruger paragraf 24 i offentlighedsloven til at mørklægge sagen, fordi det handler om ministerbetjening, så skal I jo så henvise til, at der selvfølgelig skal gives meroffentlighed.«

Tak, Pernille.

DF holder fast: Vi aner intet om det her

Hmm, så Enhedslisten kender altså ikke noget til baggrunden for den mystiske optælling. Vi venter lige med en aktindsigt, før vi har forsøgt lidt flere politikere.

Dansk Folkepartis pressechef, Søren Søndergaard, har allerede tidligere benægtet, at partiet stod bag.

I en SMS til Berlingske skrev han kort og godt: »Nej, det er ikke noget, DF har bedt om. Men det kunne vi godt have fundet på.«

Men skal man nu stole på en pressechef? Forsøger han ikke bare at skjule sandheden? For en sikkerheds skyld fanger vi partiets kulturordfører, Alex Ahrendtsen, på vej ind til et møde.

Men nej.

»Jeg aner intet om den flagstangssag. Den kommer ikke fra mig, og den kommer ikke fra os, så vidt jeg er orienteret,« lyder svaret.

Har du fantasi til at forestille dig, hvad det handler om?

»Nej, det har jeg ikke. Jeg ved det ikke. Jeg ved intet om det overhovedet,« siger Alex Ahrendtsen. Og inden han går ind til sit møde, når han lige at gøre det klart, at han ikke har tænkt sig at forsøge at finde ud af, hvad der ligger bag optællingen.

Endnu en blindgyde. Flangstangsgate, som vi har døbt den på redaktionen, er fortsat langt fra opklaret.

Vi prøver Henrik Dahl...

Måske er Henrik Dahl blevet klogere på baggrunden, siden han kommenterede sagen til DR-regionalstationen Trekanten mandag.

»Jeg tror, at når vi kommer til den 31. december, så er det stadig en kandidat til det mest åndssvage stykke bureaukrati,« lød meldingen dengang.

Vi forsøger ham over telefonen.

»Nej, desværre. Jeg ved ikke mere end sidste gang. Men der er mange af mine kollegaer, som har spurgt mig siden, om jeg har fået svar,« lyder den nedslående melding.

Kunne det ikke være noget, I lige kunne spørge Finansministeriet om?

»Det står ikke øverst på vores liste, må jeg sige. Vores hovedfokus lige nu er topskattelettelser, så det skal vi have klaret først.«

Så I får ikke tid før engang til efteråret?

»Ikke til flagstænger, nej,« siger Henrik Dahl.

Selv i Nepal ved de, hvad flagstangsgate er

Men hvem på Christiansborg kan så være indblandet? Er hele ideen måske i virkeligheden groet i en rundkreds i Alternativets politiske laboratorium på en kødfri mandag? Tanken er ikke til at slippe.

Rasmus Nordqvist, politisk ordfører, tager telefonen. På ringetonen kan man høre, at han ikke befinder sig i Danmark.

»Det er meget sjovt at stå i Nepal og rent faktisk have læst om det. Men jeg følger jo også med i Berlingske - selv i Nepal, ikk'?«

Det er jeg glad for. Men kender du noget til baggrunden?

»Desværre. Jeg har endda spurgt nogen hjemme i Danmark, og jeg aner stadig ikke, hvad det drejer sig om. Jeg går da ud fra, at de har en god grund til det.«

Har du et bud på en god grund?

»Ja, det går vel ud på at få et overblik over antallet af flagstænger, hvis man skal købe nye flag, og man gerne vil lave centralindkøb. Det kunne være mit bud på en logisk grund.«

Men tror du ikke, at det, man sparer på centralindkøb af flag, måske forsvinder lidt i udgiften til at tælle stængerne?

»Jo. Men det er også derfor, jeg håber, der er en god grund, og at vi snart finder ud af, hvad den er.«

Og du kan helt afvise, at I har noget med det at gøre?

»Ja. Vi synes, at enhver institution må have lige så mange flagstænger, som den har lyst til. Vi tror jo på, at vi skal sætte den offentlige sektor fri - også når det kommer til flagstænger.«

Så man må have så mange som muligt?

»Så mange, man synes, er forsvarligt.«

Der ligger en vigtig journalistisk opgave her

Vi ringer videre.

Hos de Konservative slår Rasmus Jarlov med det samme fast, at han »simpelthen ikke kender årsagen«, men det kan da være, at ministeren er ved at lave en rabataftale på flag, tilføjer han.

»Jeg må være ærlig at sige, at vi nok har haft større ting på dagsordenen,« lyder forklaringen på, at man i den konservative del af Christiansborg ikke har talt flagstænger i dag. Han sender os videre, da han med slet skjult ironi i stemmen siger:

»Der ligger en vigtig journalistisk opgave med at komme til bunds i den her sag,«

Så vil jeg ringe videre...

»...Og jeg vil vente i spænding på, hvad I finder ud af.«

»Hvad f****** er det?«

Stadig ikke klogere. Men måske kunne SF ligge inde med grunden. Vi forsøger os hos Folketingets måske højeste politiker og én, der ikke pakker tingene ind.

Hej Karsten Hønge, jeg ringer til dig fra Berlingskes politiko.dk angående den her flagstangsoptællingssag…

»Ja hej…Var det At Tænke Sig, du ringede fra?«

Haha, nej…

»Spøg til side. Jeg så godt overskriften og tænkte: »Hvad f****** er det?«

Ja, præcis. Hvad Søren kan der ligge bag den flagstangsoptælling?

»Det er meget enkelt. Der er en medarbejder, der har for god tid og har gået for mange år i skole. Jeg tror, han er kontorchef i departementet for unyttig viden,« siger Karsten Hønge.

En gammel Aarhus-historie

Vi ville gerne spørge Socialdemokraterne, om de ved noget. Og vi ringer til både Mogens Jensen og Magnus Herunicke for at høre. Ingen af dem tager telefonen, men sent torsdag eftermiddag ringer Mogens Jensen tilbage.

»Ja hej. Det er noget med at vi skal tale om nogle flagstænger,« siger han.

Ja, vi skal. Ved du, hvorfor Finansministeriet har bedt de statslige institutioner tælle flagstænger?

»Nej, Men jeg må jo erkende, at da jeg modtog nyheden om det her, satte jeg et researcharbejde i gang for at komme en forklaring lidt nærmere,« siger Mogens Jensen.

»Først gik der rygter om, at Claus Hjort bare er ved at gøre klar til at fejre sin fødselsdag. Jeg ved ikke, om den er rund i år, men det er den vist nok. Og måske vil han sikre sig, at fejringen sker på behørig vis.«

Kan det virkelig være rigtigt?

»Jeg ved det jo ikke. Men det rygte blev hurtigt overhalet af, at det er sat i verden på baggrund af en ordre fra Statsministeriet. Simpelthen fordi Claus Hjorts kasseeftersyn viste sig at være forkert. Og derfor skal han have fået en tælleopgave for at sikre, at de stadig kan tælle ordentligt ovre i Finansministeriet.«

Men helt ærligt; du ved ikke, hvad baggrunden er, vel?

»Nej, det gør jeg ærlig talt ikke. Men der må være en vigtig grund til at Claus Hjort har sat det vigtige projekt i gang.«

Tjaa…

»Det minder mig lidt om den gamle Aarhus-historie, hvor en aarhusianer klatrer op i toppen af sin flagstand med et målebånd. Hvad laver du deroppe, råber hans nabo så. Jeg er ved at måle den, svarer aarhusianeren. Var det ikke lettere at lægge flagstangen ned, når du skal måle den, indvender naboen. Nej, det går ikke. Jeg skal jo måle højden og ikke længden…«

Hvis ikke det skal køre helt af sporet, må vi hellere stoppe her, Mogens…

»Det er godt. Rigtig god fornøjelse med historien.«

Sørens.

Ingen politikere har tilsyneladende svaret på det spørgsmål, alle gerne vil have svar på. Vi ville gerne have hørt regeringen om sagen, men Venstres politiske ordfører, Jakob Ellemann-Jensen, havde torsdag eftermiddag ikke tid til at snakke med politiko.dk om den spegede flagsstangssag.

Og i Finansministeriet er meldingen, at vi måske aldrig kommer til at kende baggrunden for optællingen.

Vi lover dog at fortsætte jagten.

Læs mere: Mystik om flagstangstælling: »Det mest åndssvage, jeg har hørt i år«

Tophistorier Gå til forsiden