DF bløder op efter forsvarsforhandlinger

Der lyder nye toner fra Dansk Folkeparti efter et uformelt møde med forsvarsministeren og finansministeren tirsdag eftermiddag. Forsvarsordfører tror nu, at de »kan komme i mål«.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Maria Hedegaard

De seneste dages truende viften med veto-kortet i forsvarsforhandlingerne er erstattet af optimisme hos Dansk Folkeparti. Efter dagens møde i Finansministeriet mener forsvarsordfører Marie Krarup (DF) nu, at parterne nærmer sig hinanden.

- Jeg tror og håber, at vi kan komme i mål, for selvfølgelig ville det være rart for alle parter, at kredsen af partier er så bred som mulig, siger Marie Krarup til Berlingske Nyhedsbureau.

Tirsdag eftermiddag mødtes hun og partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) med forsvarsminister Nick Hækkerup (S) og finansminister Bjarne Corydon (S) for at diskutere, hvordan man kan finde 2,7 milliarder kroner i besparelser på forsvarsbudgettet. Der er tale om at spare to kaserner væk i Varde og Høvelte, men det nægter Dansk Folkeparti at gå med til, ligesom partiet heller ikke vil pille ved værnepligten. Ifølge Marie Krarup er der blevet lyttet til partiets ønsker.

- Vi er meget glade for, at vi har fået en god snak. Det er godt at få talt om tingene. Vi skal snakke sammen igen i morgen, og det, håber jeg så, vil kunne løsne lidt op og måske give nogle resultater, siger ordføreren.

Læs mere: DF sætter prop i forsvarsforhandlinger

Sammen med de øvrige forligsparter i forsvarsforliget gik Dansk Folkeparti oprindeligt med til at skære to milliarder, og derfor udløste det stor furore, da regeringen, Venstre og de Konservative - udenom Dansk Folkeparti - i juni besluttede at spare yderligere 700 millioner kroner som en del af skattereformens finansiering.

- Det kan godt være, der var nogle i V og K, der tog os lidt for givet og troede, at de nok skulle få Dansk Folkeparti til truget. Men vi har vores egen linje, lød det fra Kristian Thulesen Dahl i Berlingske mandag.

Partiformanden er mindre optimistisk end sin forsvarsordfører efter mødet tirsdag: »Positionerne er uændret«, konstaterer han.

- Vi har brugt tiden på at understrege over for hinanden, hvorfor vi mener, som vi gør, og nu vurderer vi, at der er behov for, at vi tænker over tingene - og så må vi se, om det kan flytte sig, siger Kristian Thuelsen Dahl.

Onsdag fortsætter forhandlingerne mellem Dansk Folkeparti og regeringen. Det er dog endnu uvist, præcis hvornår parterne mødes.