DF: DR har fejlet på det kraftigste

DR har svigtet de unge de seneste mange år, påpeger Dansk Folkeparti, der dog fortsat mener, at der er brug for en public service-station i Danmark.

Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau Thomas Søgaard Rohde, Berlingske Nyhedsbureau

Danmarks Radio må kigge indad, når man skal finde årsagen til, at 45 procent af de 18 til 35-årige erklærer sig klar til at droppe DR, hvis de kan slippe for at betale licens.

Ifølge medieordfører hos Dansk Folkeparti, Morten Marinus (DF), har DR således svigtet de unge gennem en længere årrække.

Han peger blandt andet på kanalen DR3, som blev sat i søen sidste år med netop de unge i sigte.

»Jeg forstår godt, at der er så mange, der siger, at de vil vælge DR fra, og det er simpelthen fordi, at Danmarks Radio ikke har løftet opgaven de sidste 10-15 år. Nu, hvor de så får en ungdomskanal, så fejler de på det kraftigste ved at vise en hel masse spillefilm, som har en gennemsnitsalder på over 45 år og dermed ikke henvender sig til de unge alligevel,« siger Morten Marinus.

Ordføreren peger dog på, at DR allerede er i gang med at rette op på problemet, da man blandt andet er begyndt at lave nyhedsudsendelser, der henvender sig til de helt unge.

»Jeg tror, det er noget, som kan få fremtidens unge til at have et forhold til DR,« siger Morten Marinus.

Det er en undersøgelse, som TNS Gallup har lavet for Berlingske, der viser, at 45 procent af de 18-35-årige vil fravælge DR, hvis det dermed gjorde det muligt at slippe for den årlige medielicens på 2.436 kroner.

Morten Marinus mener dog ikke, at man dermed skal vinke farvel til licensen eller DR.

»Det er selvfølgelig fordi, at ungdommen har en ny måde at bruge medier på i dag, og at alt bare kommer til den, der sidder på nettet. Men det ændrer ikke på min opfattelse af, at vi skal have public service-station i Danmark, som er forpligtet til at levere public service, og som befolkningen også er forpligtet til at tilmelde sig til at betale licens til,« siger han.

I januar indleder kulturminister Marianne Jelved (R) den proces, som i løbet af foråret skal føre til et nyt medieforlig, der fastlægger fordelingen af licensindtægterne, og en ny public serviceaftale, der fastlægger, hvordan DR skal opfylde sine forpligtelser i forhold til loven.

DF: DR har fejlet på det kraftigste

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden