DF kalder minister i samråd om gammel skattesag

Dansk Folkeparti vil have belyst en sag fra 1999, hvor Socialdemokraternes ledelse kan have blandet sig i en skatteafgørelse om Helle Thorning-Schmidt.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau
Foto: Jens Nørgaard Larsen

Torsdagens afhøring af skattedirektør Lisbeth Rasmussen har fået Dansk Folkepartis skatteordfører op af stolen. Her fortalte skattedirektøren nemlig, at nogen i 1999 gik og »småblandede« sig i Skat Københavns arbejde.

Dem, der småblandede sig, var »nogen fra Socialdemokratiet«, og det, de blandede sig i, var ifølge Lisbeth Rasmussen en afgørelse om Helle Thorning-Schmidts (S) skatteforhold. I 1999 var Thorning netop flyttet til Bruxelles, og Skat København konkluderede, at hun ikke var skattepligtig i Danmark. På trods af den afgørelse pålagte Socialdemokraterne - ifølge Lisbeth Rasmussen - Thorning at blive ved med at betale skat herhjemme.

- Det giver anledning til at kalde skatteminister Holger K. Nielsen (SF) i samråd i skatteudvalget for at få belyst denne nye og overraskende udvikling i skattesagen, siger Dennis Flydtkjær (DF), der mener, at de nye oplysninger »vidner om en meget syg kultur i Skat«. Han har ikke selv kontaktet Socialdemokraterne for at få en forklaring inden samrådet.

Læs mere: Skattechef: Rygter skulle med i afgørelsen

Flydtkjærs indkaldelse til samråd sker på baggrund af de liveblogs, journalister har skrevet fra afhøringslokalet i Søborg hos Skattesagskommissionen, hvor der er forbud mod lyd- og fotooptagelser. Ikke desto mindre mener DF-ordføreren, at den nuværende skatteminister bør finde ud af, hvad der skete i 1999.

- Det er utroligt vigtigt, at vi kommer helt til bunds i denne sag, så danskerne fremadrettet kan have tillid til, at alle borgeres skattesager behandles ens, og at der ikke er risiko for politisk indblanding i sagsbehandlingen, hvilket der åbenbart blev i sagen fra 1999 af folk fra Socialdemokratiet, siger Dennis Flydtkjær.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Ole Stavad (S), der var skatteminister under Poul Nyrup Rasmussens (S) regering i 1999.

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden