DF klar til flere flygtninge - bare de senere bliver sendt hjem igen | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

DF klar til flere flygtninge - bare de senere bliver sendt hjem igen

Kristian Thulesen Dahl har ikke meget til overs for Lars Løkke Rasmussens håndtering af flygtningekrisen. Nu inviterer DF-formanden til »nationalt kompromis« om at tage imod flere flygtninge. Men han stiller en klar betingelse: De skal bo på statscentre – og senere rejse hjem igen.

»Hvis vi har sikkerhed for, at vi kun hjælper flygtninge med midlertidig beskyttelse i Danmark, så vil vi være langt mere indstillede på, at der kommer flere til Danmark. Det er vi klar til at acceptere,« siger Kristian Thulesen Dahl. Foto: Thomas Lekfeldt

Han smiler venligt, byder inden for på sit kontor på Christiansborg, og i det hele taget synes alt normalt omkring Kristian Thulesen Dahl.

Men snart vil lederen af Dansk Folkeparti sige noget, der nok vil gibbe en del i en DF-vælger eller to. Han vil tale om at være mere åben over for at modtage flygtninge i Danmark.

»Europa befinder sig i en skelsættende flygtningekrise,« siger han i et interview med Berlingske. »Måske den største krise, vi overhovedet har været i siden Anden Verdenskrig«.

I den situation skal Danmark »selvfølgelig tage et medansvar« for de mange, der er drevet på flugt fra deres hjemlande af krig og ødelæggelse, fortsætter han. Men det behøver ikke ske på en måde, der i de næste mange årtier udfordrer det danske velfærdssamfund.

Læs mere: Løkke og Thulesen på kollisionskurs

Derfor er der brug for et »nationalt kompromis« om flygtningesituationen i Danmark, påpeger han. Et kompromis, hvor vi på den ene side tager imod flere flygtninge til Danmark, men hvor vi på den anden side stiller den betingelse, at de kun er her midlertidigt og ikke bliver stillet et nyt liv som danskere i udsigt.

»Hvis vi har sikkerhed for, at vi kun hjælper flygtninge med midlertidig beskyttelse i Danmark, så vil vi være langt mere indstillede på, at der kommer flere til Danmark. Det er vi klar til at acceptere,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Tidligere har Dansk Folkeparti slået til lyd for, at ikke en eneste flygtning skal opholde sig på dansk jord. Men den linje justerer Thulesen Dahl i lyset af den akutte flygtningekrise. I stedet foreslår han, at man opretter statslige centre rundt omkring i landet, hvor flygtningene kan bo, indtil de kan sendes tilbage til deres hjemlande igen.

Inspireret af den britiske premierminister, David Cameron, er DF-formanden sågar klar til at hente et antal svage flygtninge til de danske centre fra nærområderne omkring Syrien. Til gengæld vil Kristian Thulesen Dahl afskaffe flygtninges ret til at få en bolig anvist til kommunen, ligesom han vil nedlægge de mange initiativer, man i dag sætter i værk for at integrere flygtninge. Eksempelvis et tre-årigt integrationsprogram, hvor de nyankome får danskundervisning og aktivitetstilbud.

Pengene, som det danske samfund sparer på at afskaffe de ting, skal i stedet gå ubeskåret til øget hjælp i nærområderne, mener Thulesen Dahl.

Må godt bevæge sig ud af centre

I 2013, hvor flygtningestrømmene var langt lavere end nu, løb udgifterne til danskundervisning, aktivitets- og grundtilskud eksempelvis op i næsten 900 mio. kr.

»Det bedste er selvfølgelig, at mennesker, der er på flugt, bliver hjulpet i deres nabolande, fordi vi på den måde kan hjælpe langt flere. Men hvis det kan blive hjulpet på vej af, at vi accepterer, at vi også her i Danmark huser flere flygtninge, så er vi parate til at acceptere det. Så længe det sker for en afgrænset periode og midlertidigt, er vi mere afslappede omkring, hvor mange der bliver hjulpet her i Danmark, og hvor mange der bliver hjulpet i nærområderne,« siger han og fortsætter:

»Nogle vil så sige, at der kan gå mange år. Og ja, det vil der. Men hvis det omvendt gør, at vi kan afhjælpe langt flere problemer, så er det prisen værd. Undervejs skal der så selvfølgelig være aktivitet i centrene. Børnene skal aktiveres, og folks kompetencer skal holdes ved lige. Men vi kan ikke både blæse og have mel i munden. Vi må træffe det skelsættende valg, at vi ikke vil flytte flygtninges tilværelse livsvarigt her til Danmark.«

Må de så godt bevæge sig ud af centrene?

»Selvfølgelig må de godt det. Og det tror jeg faktisk også, at lokalsamfundene vil tage rigtig godt imod. For så vil alle vide, at det er en midlertidig foranstaltning, som handler om at beskytte nogle mennesker på flugt,« siger DF-formanden.

Vil ikke sætte tal på antal

Torsdag rejser statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) til Bruxelles for at drøfte den aktuelle flygtningesituation med bl.a. EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker og EU-præsident Donald Tusk.

Læs mere: Nyt skøn: 7.500 flygtninge til Danmark

Dansk Folkeparti opfordrer Løkke til ved denne lejlighed at melde løsningsmodellen ind som Danmarks alternative tilbud til de tvungne flygtningekvoter, som EU-Kommissionen foreslog i sidste uge.

»Det vil være rigtigt, at Danmark har en afklaret holdning om, hvordan det her bør løses. At vi tør tale med en klar røst, selvom vi er et lille land. Jeg tror, det vil vække gehør i mange lande, hvis vi melder den her model ud – og det vil punktere myten om, at Danmark ikke vil hjælpe. For det vil vi gerne. Det handler bare om, hvordan vi hjælper,« siger Kristian Thulesen-Dahl, som kritiserer Løkke for ikke at tale med »klar røst«.

»Lars Løkke ligger under for det, som skiftende danske statsministre har ligget under for – nemlig en tro på, at Danmarks position er bedst, hvis vi sørger for i et og alt at være så tæt på Tyskland, at der nærmest ikke kan presses et A4-ark ind mellem os. I stedet for at udvikle en klar strategi afventer vi bare den tyske position for så at lægge os i slipstrømmen på det. Jeg savner, at vi ikke bare er et land, der tager telefonen, når kansler Merkel ringer,« lyder anklagen.

DF-formanden ønsker dog ikke selv at sætte konkret tal på, hvor mange flere flygtninge Danmark skal tilbyde at tage imod.

»Jeg vil ikke gå ind i meget detaljerede taldiskussioner nu, hvor de andre partier stadig taler om bedre integration, og hvor flygtninge stadigvæk har et retskrav på boliger. For så risikerer jeg at låse diskussionen fast i det, hvor jeg i stedet ønsker en politisk diskussion om at drive flygtningepolitik på en helt anden måde end i dag.«

Burde du ikke blive konkret, når du kommer med sådan et forslag?

»Hvis vi kan komme ind i reelle forhandlinger om at lave den her grundlæggende ændring, så bliver jeg også meget gerne mere konkret. Men jeg vil gerne først have en enighed om principperne, før vi tager det næste skridt, nemlig hvad vi gør i forhold til antallet.«

Muligvis føre til færre

Mange vil nok være kritiske over for dit forslag om statslige centre, fordi man på den måde efterlader folk i en fortvivlet situation uden noget perspektiv for deres tilværelse. Er der ikke noget om det?

»Det er jo det, der allerede sker i dag. Der sker det bare for de mellem fire og fem millioner mennesker, som lever i flygtningelejre i nærområderne, hvor de knap kan få dækket deres basale behov. Så der vil jeg altså gerne konvertere noget af den hjælp på meget højt niveau, som vi yder for de få her i Danmark, for i stedet at give mere hjælp til dem, der sidder i en trøstesløs situation i flygtningelejrene.«

Hvis man, som briterne og nu du foreslår, tog ned og hentede flygtninge i nærområderne, ville det så ikke bare medføre, at der kom endnu flere til Europa, fordi der stadig vil komme masser af sig selv?

»Det kan godt være. Men det kan også være, at det vil blive det samme, eller at der kommer færre. For de mange, der lige nu – i slipstrømmen på flygtningene – vandrer mod Europa for at få sig en bedre tilværelse, vil nok blive væk, hvis man gør man gør op med den skrigende kontrast, der er mellem flygtningelejrene og dem, der med menneskesmugleres hjælp når til Europa,« siger Kristian Thulesen Dahl.

Inger Støjberg afviser

Regeringen har meldt ud, at den hverken ønsker at tage del i det obligatoriske kvotesystem til fordeling af flygtninge, som EU-Kommissionen har foreslået, eller at tage frivilligt imod flere flygtninge, end vi allerede modtager.

Integrations- og udlændingeminister, Inger Støjberg (V), afviser også Kristian Thulesen Dahls forslag om at tilbyde at tage imod flere flygtninge, så længe de kun bor her midlertidigt i statscentre uden mulighed for at påbegynde integration i det danske samfund.

»Jeg er meget enig i, at flygtninge kun skal være her midlertidigt. Men så længe de er her, er der mere fornuft i, at de også bidrager på arbejdsmarkedet. Derfor synes jeg ikke, at der er så meget perspektiv i, at folk skal sidde på asylcentre i halve og hele år. Der er mere ræson i, at de faktisk bidrager, mens de er her,« siger hun.

Læs mere: Tyskland og Østrig vil have nyt EU-topmøde om flygtninge

Også den radikale formand, Morten Østergaard, afviser DFs forslag.

»Det er muligt, at det er et stort skridt for Dansk Folkeparti at anerkende, at også Danmark er nødt til at tage flygtninge. Men det er dog et lille skridt for menneskeheden, når forslaget så er, at vi skal internere flygtninge i danske flygtningecentre. Jeg tror faktisk heller ikke, at danskerne vil acceptere, at man vil lade mennesker visne hen i passivitet på den måde,« siger Østergaard.

»Det her forslag vækker mindelser om nogle af de dårligste tider i dansk flygtningepolitik,« fortsætter han.

Andreas Kamm, der er generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, siger, at Dansk Folkepartis forslag ville give fin mening, hvis »vi havde vished for, at en flygtning kun skulle være her i et halvt eller et helt år«.

»Men sådan er verden desværre ikke skruet sammen. I den nuværende flygtningesituation, hvor konflikterne i gennemsnit varer tæt mod 20 år, giver det ingen mening af isolere folk i centre,« siger Kamm.

Thomas Gammeltoft-Hansen, forskningschef i Institut For Menneskerettigheder, siger, at hverken flygtningekonventionen eller menneskerettighederne giver et krav på permanent asyl fra første færd.

»Men det er klart, at der efter mange år uden udsigt til at kunne vende hjem omvendt er både praktiske og juridiske hensyn, der kan føre til permanent ophold i asyllandet.«

Tophistorier Gå til forsiden