DF: Nu skal dyresex forbydes | Berlingske Politiko
Luk

Seneste nyt

DF: Nu skal dyresex forbydes

Det går over al forstand, at dyresex stadig er tilladt i Danmark, når vores nabolande har forbudt det, siger Dansk Folkeparti forud for partiets udspil til bedre dyrevelfærd.

Karen Clement, Berlingske Nyhedsbureau

Danmark er snart det eneste land i Nordeuropa, hvor man stadig kan have en »hyggelig« aften med sin hund eller pony i stedet for med konen eller manden. Men det åbner også for en risiko for, at Danmark kan udvikle sig til et mekka for dyresexturisme, mener Dansk Folkeparti, der i partiets udspil til bedre dyrevelfærd vil gøre dyresex strafbart.

»Det undrer mig meget, hvorfor de andre partier ikke er med på et forbud mod dyresex. Seksuel omgang med dyr er en uacceptabel handling, fordi dyrene ikke har mulighed for at sige fra over for menneskers seksuelle tilbøjeligheder,« siger Dansk Folkepartis dyrevelfærdsordfører, Dennis Flydtkjær (DF).

Han henholder sig blandt andet til en rapport fra Justitsministeriet fra 2011. Her har 478 dyrlæger svaret på deres oplevelser med dyr, der måske har været udsat for sex med et mennesker. Ifølge Justitsministeriet havde undersøgelsen en meget høj svarprocent og bør derfor give et fyldestgørende billede af dyrlægernes oplevelser.

Læs mere: DF: Danmark skal have et dyrepoliti

80 af dyrlægerne svarer i rapporten, at de har haft mistanke om menneskelig seksuel omgang med dyr og af dem svarer 34, at de har fået bekræftet deres mistanke. Flere af dyrlægerne skriver dog i deres kommentarer til undersøgelsen, at de mener, at den eksisterende dyreværnslov er tilstrækkelig, men bør håndhæves bedre. I lovens paragraf 1 hedder det, at et dyr skal beskyttes mod smerte, lidelse og væsentlig ulempe.

Men Dennis Flydtkjær mener, at de termer er for diffuse og for svære at bevise.

»Der var en sag for lidt over et år siden, hvor en mand i bogstavelig forstand var blevet taget med bukserne nede i færd med at have sex med sin pony. Politiet blev tilkaldt, men det er kun ulovligt, hvis dyret har lidt overlast. Det kunne de jo ikke bevise, og så blev de nødt til at køre deres vej igen. Og hvordan finder man ud af om et dyr har lidt overlast?« spørger han.

Dyresex blev forbudt i Norge i 2011 og i Sverige i april i år. Ifølge en undersøgelse foretaget af Yougov for Metroxpress i april i år ønsker tre ud af fire danskere et forbud mod sex med dyr.

Læs mere: DF: Danmark skal have et dyrepoliti

Tophistorier Gå til forsiden