DF: Regeringen er ved at miste kontrollen med asyltilstrømningen

Dansk Folkeparti mener, at justitsministeren har opgivet at styre udviklingen på asylområdet, mens presset på de overfyldte asylcentre vokser.

Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau Michala Rask Mikkelsen, Berlingske Nyhedsbureau

Inden årsskiftet ventes der at mangle pladser til op mod 350 asylansøgere, og i takt med at flere og flere banker på Danmarks dør, må Udlændingestyrelsen oprette nye centre og skaffe flere senge for at sikre tag over hovedet til de tilstrømmende asylansøgere. Det skriver Berlingske.

Det stigende pres er et tegn på, at regeringen er »uhyggelig tæt på at miste kontrollen med asyltilstrømningen«, mener Dansk Folkeparti.

- Jeg kan ikke længere se en central styring af asylpolitikken. Det er som om, at justitsministeren har opgivet at styre udviklingen på asylområdet. Der kommer flere og flere til landet, og ministeren sender enten sine ordførere eller sine embedsmænd i byen for at tale situationen ned. Men det klinger efterhånden hult, siger partiets udlændingeordfører, Martin Henriksen, og fortsætter:

- Jeg vil rigtig gerne have en minister, der tør stå frem og sige: Ja, vi har et stigende problem, og vi forsøger at løse det ved at bremse udviklingen.

Jagten på sengepladser har ifølge Berlingske senest fået Udlændingestyrelsen til at sende breve ud til landets kommunaldirektører med en opfordring om at udpege steder, der kan bruges til at huse asylansøgere som eksempelvis tomme skoler eller plejehjem. Staten er parat til at betale udgifterne til indkvartering og underhold, lyder tilbuddet.

Når året er omme forventer Justitsministeriet, at omkring 6.000 personer vil have søgt asyl mod 3.800 sidste år.

Socialdemokraternes udlændingeordfører, Jakob Bjerregaard, understreger, at regeringen er opmærksom på den akutte pladsmangel, men forventer, at asylaftalen vil løse en stor del af problemet, når den er implementeret engang i løbet af næste år.

Han tilføjer dog, at borgerkrigen i Syrien vil medføre flere flygtninge i år og næste år.

- Jeg har fuld tillid til, at Udlændingestyrelsen sammen med Røde Kors gør det bedste, de kan, for at tilrettelægge indkvarteringen. Det er meget uforudsigeligt, hvor mange asylansøgere der kommer hertil, men vi skal huske på, at mange af dem er mennesker, som er flygtet flere tusinde kilometer fra krig og uro – nogle har voldsomme oplevelser med i bagagen. Vi kan ikke bare skrue op og ned for antallet, siger Jakob Bjerregaard til Berlingske.