DF rystede over dansk ja til Palæstina-opgradering

Det kommer til at være ødelæggende for fredsprocessen i Mellemøsten og Danmarks forhold til USA, at Danmark nu officielt bakker op om at opgradere Palæstinas observatørstatus i FN, mener Dansk Folkeparti.

Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau

Danmarks forhold til USA bliver svækket, og fredsforhandlingerne mellem Israel og Palæstina bliver vanskeliggjort. Det er konsekvenserne af det nu officielle danske ja til en opgradering af Palæstinas observatørstatus i FN, mener Dansk Folkeparti.

- Jeg er meget rystet. Det er en fuldstændig kovending af dansk udenrigspolitik, og jeg er mest rystet over, at Venstre og Konservative er med til at støtte en opgradering og efter min mening har presset udenrigsministeren til at sige ja. Det er meget skadeligt for Danmarks forhold til USA, siger partiets udenrigsordfører, Søren Espersen, til Berlingske Nyhedsbureau.

For knap to uger siden opfordrede USA Danmark til at sige nej til at støtte opgraderingen af den palæstinensiske observatørstatus, og det er årsagen til, at Søren Espersen frygter konsekvenserne af et dansk ja.

- Netop fordi situationen i Mellemøsten er så følsom, så er USA det eneste land, der har en reel mulighed for at foretage sig noget positivt i konflikten mellem Israel og Palæstina. Hvis de nu ser, at de europæiske lande begynder at falde USA i ryggen, så bliver det endnu mere vanskeligt i forhold til en eventuel fredslutning i Mellemøsten, siger han.

Læs mere: Danmark stemmer ja til Palæstina-opgradering

Ifølge Søren Espersen »vader Danmark nu ind i en porcelænsbutik uden at vide, hvad man foretager sig«. USA er Israels nære allierede, og derfor vil israelerne holde op med at lytte til Europa, lyder det fra udenrigsordføreren.

Torsdag skal der stemmes om Palæstina-resolutionen i FNs Generalforsamling i New York, og her ventes Frankrig og Schweiz at stemme ja, mens tyskerne højst sandsynligt stemmer nej og briterne blankt.

- EU-landene er splittede, og derfor kommer vi til at stå i et underligt ingenmandsland, hvor ingen vil lytte til os mere. Vi har ikke ret mange fællesinteresser med de andre EU-lande, når det gælder udenrigs- og sikkerhedspolitik, så det allerbedste, vi kunne have gjort, var at støtte op om USA. Det har i de seneste mange år vist sig, hvor vi har vores allierede, og det er altså på den anden side af Atlanterhavet, siger Søren Espersen.

Tidligere DF-formand og nuværende værdiordfører, Pia Kjærsgaard, raser også over regeringens beslutning og opbakningen fra Venstre og de Konservative.

- Jeg er ekstremt ked af og skuffet over, at Venstre kan finde på at støtte et ja til den dødssyge dødssyge Palæstina-resolution i FN. De Konservative kan man ikke regne med, heller ikke i dét stykke, men Venstre troede jeg, det demokratiske Israel kunne regne med. Det er en megafejl, skriver hun på sin Facebook-profil.

Læs mere: »Det er en fantastisk og historisk dag«