DF-skepsis kan aflyse DONG-salg til Goldman Sachs

Dansk Folkeparti er skeptiske over for Danmarks aftale med den amerikanske investeringsbank Goldman Sachs og truer med at forhindre et salg.

Thomas Sand, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO. Dansk Folkeparti forholder sig skeptisk over for mulig opdeling af Dong Energy. Foto: Mads Nissen

Dansk Folkeparti mener, at Danmarks aftale med Goldman Sachs i forbindelse med salget af en del af energiselskabet DONG Energy er for dårlig, skriver Information.

I øjeblikket er aftalen til behandling i Folketingets Finansudvalg som et såkaldt aktstykke, hvor DF som forligsparti mener, at have vetoret.

»Vi er meget skeptiske overfor aktstykket, og som det ligger nu, er det ikke fornuftigt. DONG har haft brug for at få tilført mere kapital. Og enten finder man den privat eller i statskassen. Der har været stemning, også fra vores side, for at finde de penge privat. Men ikke med de betingelser, som er knyttet til aftalen,« siger partiformand Kristian Thulesen Dahl (DF) til avisen.

Ifølge partiet er det særlig Goldman Sachs vetoret over udnævnelser i direktionen, ændring af vedtægter samt nye investeringsområder, som er i strid med det politiske forlig.

Alle Folketingets partier ud over Enhedslisten er med forliget, der i sin tid aftalte, at DONG Energy skulle deles op i et såkaldte drifts- og infrastrukturselskab, hvis staten nogensinde fraskrev sig aktiemajoriteten, og sidstnævnte selskab skulle forblive på statslige hænder.

»Der er nogle ting i den danske infrastruktur, som bør forblive på dansk ejerskab. Det var vores omdrejningspunkt, da vi i sin tid diskuterede det her med VK-regeringen, og det er det også nu, hvor der sidder en socialdemokratisk-ledet regering, og vi skulle egentlig mene, at det i dag burde være mindst lige så let at få det synspunkt igennem som dengang. Men det har det vist sig ikke at være, siger Kristian Thulesen Dahl til Information.