DF tror på gode skoleforhandlinger

Partierne i forligskredsen bag folkeskolereformen holder fredag deres første møde. Dansk Folkeparti er positivt stemte.

Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau Cathrine Bloch, Berlingske Nyhedsbureau

Fredag klokken ti sætter regeringen, Dansk Folkeparti, Venstre og Konservative sig sammen ved mødebordet for at forhandle om den kommende folkeskolereform for første gang. Imens forhandler lærerne overenskomster med kommunerne, og Dansk Folkeparti tror på positive resultater over hele linjen.

- Der er en enorm interesse for den her folkeskolereform, og der er nogle virkelig gode takter i regeringens udspil. Så der er grobund for et rigtig godt møde, og jeg synes, det er spændende det hele, siger partiets børne- og undervisningsordfører, Alex Ahrendtsen.

Regeringens udspil lægger blandt andet op til, at lærerne skal undervise mere. Hvis økonomien skal hænge sammen, er det helt afgørende, at lærerne går med til flere undervisningstimer og mindre forberedelsestid, og det er på dagsordenen i forbindelse med overenskomstforhandlingerne med Kommunernes Landsforening, der blev skudt i gang torsdag.

Berlingske skriver torsdag, at Danmarks Lærerforening er åbne over for flere undervisningstimer og kommer samtidig med et alternativt forslag om at undervise eleverne i længere tid ad gangen for at gøre op med den lektionsopdelte skoledag.

Alex Ahrendtsen glæder sig over lærernes velvilje.

- Jeg er glad for, at de selv kommer med konstruktive forslag og er positive over for udspillet. Om det er vejen at gå, kan jeg ikke gennemskue, men forhandlingsparatheden er vigtig, for vi har brug for lærerne, hvis det her skal lykkes, siger han og fortsætter:

- Regeringens finansiering af reformen hænger i en tynd tråd, hvis lærerne ikke går med, så derfor er det da dejligt, at de ser ud til at give regeringen en hjælpende hånd.

Børne- og undervisningsminister Christine Antorini (S) er da også blevet kritiseret for ikke at tale ret mange ord om finansiering, da hun tirsdag præsenterede regeringens udspil til folkeskolereformen. Det er da netop også økonomien, der ifølge Alex Ahrendtsen er det vigtigste punkt på dagsordenen til fredagens møde i forligskredsen.

- Jeg forventer for det første, at vi får svar på regeringens finansiering. Hvordan skal de fire milliarder, regeringen allerede har fundet, præcis fordeles, og hvordan skal hele pædagogdelen i udspillet finansieres? Når nogle af pædagogtimerne fra SFOen ryger over i skolen, så skal forældrene betale mindre, og derfor vil kommunerne mangle penge. Det mangler vi at få svar på, lyder det fra børne- og undervisningsordføreren.