DF: Vestager vasker hænder i »sminkede tal« om velfærdsturisme

Den radikale leder bruger sminkede tal som belæg for at sige, at velfærdsturisme ikke er et problem for Danmark, lyder kritikken fra Dansk Folkepartis europaparlamentariker.

Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau Merian Garde Gräs, Berlingske Nyhedsbureau
ARKIVFOTO. Morten Messerschmidt (DF) mener, at Margrethe Vestager (R) bruger sminkede tal i sin kronik på B.dk om velfærdsturisme. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh

Det er en pinlig snakken udenom, når økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager (R) i fredagens Berlingske siger, at Danmark ikke er truet af velfærdsturisme. Det mener Dansk Folkepartis europaparlamentariker, Morten Messerschmidt (DF), der dog ikke er overrasket over udmeldingen.

»Det er der jo ikke noget underligt i, eftersom regeringen har ansvaret for den situation, vi befinder os i - både ved at have stemt for EUs traktater og østudvidelsen. Nu forsøger man så at vaske sine hænder rene med de her halve undersøgelser,« siger han.

Læs mere: »Man kan jo ikke bebrejde den enkelte østeuropæer«

Margrethe Vestager henviser til nye tal fra Beskæftigelsesministeriet, som viser, at EU-borgere fra de øst- og centraleuropæiske lande modtager offentlige, danske ydelser i næsten samme omfang som borgere med dansk pas. Mens 3,1 procent af nye borgere fra EU-landene modtog kontanthjælp i 2012, gjorde 3,7 procent af danskerne det.

På den baggrund konkluderer den radikale leder, at velfærdsturisme ikke er et problem.

»Der er ikke et problem med trafik ind i landet for at få offentlig forsørgelse. Når vi ser på tallene, så kan vi se, at folk kommer hertil for at tage et arbejde, og når de gør det, så bidrager de til det danske samfund,« siger Margrethe Vestager til Berlingske.

Læs mere: Vestager om »velfærdsturisme«: Det er ikke noget problem

Men de tal, som Vestager henviser til, er »sminkede«, lyder beskyldningen fra Morten Messerschmidt.

»Der er en lang række udgifter, vi har til østeuropæerne, der altså ikke er med i den her opgørelse, blandt andet er der ikke medregnet de overførselsindkomster til danskere, som bliver arbejdsløse, når østeuropæerne får et arbejde,« siger han og understreger, at Danmark ikke »skal lade vores kasser stå åbne for alle mulige EU-landes borgere«.

»I dag er det muligt efter EU-reglerne at komme til Danmark og efter få ugers arbejde som for eksempel bærplukker at få børnepenge, som man kan sende hjem til børnene i Bukarest eller Warszawa. Det er forkert, at man skal blande EU-reglerne ind i vores velfærdspolitik. Det burde være Folketinget alene, der traf de afgørelser,« siger europaparlamentarikeren.

Der er valg til Europa-Parlamentet 25. maj.

Læs mere: »Det er hver enkelt EU-borgers ret at bevæge sig frit og søge lykken«

Læs mere: Velfærdsturisme i Europa? Nej – det er en myte

Læs mere: Velfærdsturisme? Bedøm selv - her er tallene

Læs mere: Tysk udenrigsminister om begrebet velfærdsturisme: »Kynisk«