DF vil afsætte flere penge til psykiatrien

Psykiatriudvalgets eksperter efterspørger flere penge, hvis målsætningen om at halvere brugen af tvang i psykiatrien skal blive en realitet, og de penge skal findes, mener Dansk Folkeparti.

Cecilie Tørper Winström, Berlingske Nyhedsbureau Cecilie Tørper Winström, Berlingske Nyhedsbureau

Psykiatrien skal have de penge, der bliver efterspurgt, så regeringens mål om at reducere brugen af tvang eksempelvis med bæltefiksering kan nås. Sådan lyder meldingen fra Dansk Folkepartis sundhedsordfører, Liselott Blixt (DF).

»Jeg tror også, at der skal flere penge til at nå det her mål, som vi i Dansk Folkeparti er rigtig glade for, at regeringen har sat. Men det her med at sætte sig sådan nogle mål, det må man jo følge hen ad vejen, og er der ikke penge nok, så skal der sættes flere penge af - sådan er det,« siger Liselott Blixt.

Overfor Jyllands-Posten peger flere af psykiatriudvalgets eksperter på, at de midler, der er afsat til at halvere brugen af tvang i psykiatrien, simpelthen er for få. Avisen oplyser således, at der med hjælp fra satspuljen og i den Finanslov, som regeringen indgik med Venstre og De Konservative for nyligt, er afsat knap 300 millioner til hele projektet, der skal forventes at kulminere i 2020.

»Når vi har debatteret det her i satspuljekredsen, har vi også sagt, at det var urealistisk, at nå det her mål. Bagefter går man så ud og sætter 150 millioner af, og så tror man, at man kan nå de her mål. Og det er jo ikke ret mange penge, når man skal nå målet. Så hvis man ikke poster flere penge i det, er det altså stadig urealistisk,« siger Blixt. Sundhedsministeren selv udtrykker i en skriftlig kommentar til Jyllands-Posten, at hun ikke mener, at penge nødvendigvis er det, der skal til for at sikre regeringens psykiatriske målsætning.

»Man kan altid stille spørgsmål ved, om der nu er afsat penge nok, men omvendt vil flere penge heller ikke nødvendigvis være en garanti for bedre resultater. Vi får nu en ambitiøs national målsætning med bred politisk opbakning, og jeg tror på, at vi kan opnå gode resultater«. Udmeldingen fra sundhedsminister Astrid Krag (SF) kommer efter, at flere af de eksperter, hun selv har været med til at udpege til ministeriets psykiatriudvalg, har kaldt midlerne for sparsomme.

»Hvis man vil have reduceret tvangen, skal man også være klar til at give de ressourcer, der er nødvendige for at nå målet. Og der er ikke givet ressourcer i den størrelsesorden,« siger ledende overlæge i børne- og ungdomspsykiatrien i Region Syddanmark og medlem af psykiatriudvalget, Klaus Müller-Nielsen til Jyllands-Posten. Ifølge avisens oplysninger er andelen af psykiatriske patienter, der udsættes for tvang faldet 0,9 procent fra 2011 til 2012, mens andelen af de lange bæltefikseringer, altså hvor patienten ligger i bælte i mere end 48 timer, dog er steget til 715 gange i 2012 mod blot 696 året før.

DF vil afsætte flere penge til psykiatrien

Skriv kommentar

Du skal være logget ind for at deltage i debatten.

Tophistorier Gå til forsiden