DF vil have strammet knivloven

Dansk Folkeparti vil efter flere knivoverfald have strammet knivloven igen.

Annette Sand, Berlingske Nyhedsbureau Annette Sand, Berlingske Nyhedsbureau
Den 21-årige Jonas Thomsen Sekyere blev dræbt på natklubben Bakken i Kødbyen i København.

Knive er igen blevet mere accepterede i nattelivet, og det har ifølge Dansk Folkeparti ført til brug af knive i flere tilfælde – også med drab som udgang. Derfor vil partiet have strammet knivloven, så det giver fængselsstraf, ligesom det var tilfældet med knivloven tilbage i 2008.

- Vi har set rigtig mange tilfælde af brug af kniv på det seneste – og nogle frygtelige drab på et diskotek i København og i et hjem i Virum. Der har været mange knivstikkerier, og det tyder på, at knive igen er blevet mere accepterede i nattelivet, siger Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti.

Retsordføreren henviser til to knivdrabssager, som har været meget omtalt i medierne den sidste uges tid. I København leder politiet fortsat efter en fjerde mistænkte for drabet på 21-årige Jonas Sekyere, som blev stukket ned på en bar i Kødbyen, og Købehavns Politi har mandag igen afhørt tre andre mistænkte, der er anholdt i sagen.

I sagen fra Virum, hvor 41-årige Heidi Abildskov blev knivdræbt i sit hjem, har politiet bedt udlandet om hjælp i sagen og har sendt en DNA-profil ud via Interpol.

Dansk Folkeparti vil nu rejse en forespørgselsdebat i Folketinget for at få en debat om knivloven.

- Vi skal have rejst en debat om knivloven for at få set på antallet af knivoverfald og for at få set på, hvad der er sket, siden loven blev lempet, siger Peter Skaarup.

Dansk Folkeparti ønsker, at det skal give fængselsstraf at bære kniv i nattelivet, ligesom partiet også vil have gjort mindre knive ulovlige at bære. Derudover vil partiet have genindført knivzoner i nattelivet, hvor politiet kan visitere personer for, om de er bevæbnede. Det kan ske ved, at politiet udpeger bestemte områder og tidsrum, hvor det sker.

Da det med knivloven tilbage i 2008 blev vedtaget, at det gav fængselsstraf af bære kniv, skabte det kritik, idet blandt andre håndværkere og andre personer, som benytter kniv i arbejdsøjemed blev mistænkeliggjort.

Det, mener Dansk Folkeparti ikke, vil ske igen, da der er undtagelse for bevæbning i nattelivet for mennesker, der er på arbejde - eksempelvis en håndværker, der skal reparere el en fredag aften.