DF vil sortere blandt udlændinge

Sydamerikanere og australiere behøver ike at være fyldt 28 år for at blive familiesammenført med deres danske ægtefælle, lyder det fra Dansk Folkeparti.

Dansk udlændingepolitik er kommet til en skillevej, hvor det er nødvendigt i højere grad at sortere blandt de nationaliteter, vi ønsker ind i landet.

Sådan lyder budskabet fra Dansk Folkeparti, der sammen med et politisk krav om, at 24-årsreglen hæves til en 28-årsregel, ønsker en dispensationsordning for de nationaliteter, som ifølge DF bidrager positivt til det danske samfund, og hvor der traditionelt ikke er problemer med tvangsægteskaber.

»Jeg er ikke på nogen måde ude på at lave skærpelser af udlændingeloven, som rammer de folk, hvor vi jo godt ved, at der ikke er et problem. Så hvis vi kan lave en dispensationsordning, så vil det have den positive effekt, at vi i højere grad vil få indvandrere hertil fra vores egen kulturkreds og færre indvandrere fra ikke-vestlige lande. Det vil i sig selv også skabe færre konflikter i det danske samfund,« siger Dansk Folkepartis gruppeformand Kristian Thulesen Dahl.

Han henviser til, at man allerede i dag administrerer reglerne for tildeling af visum forskelligt alt efter, hvilket land ansøgeren kommer fra, og udpeger specifikt Tyrkiet og Pakistan som problemlande.

»Der er jo ingen tvivl om, at det er fra lande, der tilhører en anden kulturkreds end vores, at tvangsægteskaber og arrangerede ægteskaber er mest udbredt,« siger han.

En kold skulder til DF

VK vil dog ikke være med til at forskelsbehandle.

Politisk ordfører Peter Christensen (V) understreger, at regeringen overholder menneskerettighederne.

»Og det vil sige, at hvis differentiering er i strid med konventionerne, så vil vi ikke kunne støtte forslaget,« siger Peter Christensen og minder samtidig DF om den debat, der var om indslusningsløn for to uger siden.

Her foreslog Venstre, at nydanskere uden tilknytning til arbejdsmarkedet i en periode kun fik halvdelen af den mindsteløn, etniske danskere får. Men forslaget blev bremset af DF, som kaldte det »diskriminerende over for indvandrere«.

»Vi har lige haft en debat om indslusningsløn, hvor Dansk Folkeparti ikke ville være med til at gøre forskel, og derfor undrer det mig noget, at de nu kommer med den her melding,« siger Peter Christensen.

Og han er ikke venligere stemt over for DF-forslaget om at lægge fire år oven i den nuværende 24-årsregel.

»Vi har haft en god effekt af 24-årsreglen, og jeg føler mig umiddelbart ikke overbevist om, at det vil have en tilsvarende effekt, hvis man går højere op i alder. Det er jo en vurdering ud fra, i hvor mange år forældre bliver ved med at planlægge ægteskab på deres børns vegne. Hvis børnene kommer over 25 år, så tror jeg, at det er begrænset,« siger Peter Christensen.

Også socialdemokraternes integrationsordfører, Henrik Dam Kristensen, synes, at 24-årsreglen er skrap nok.

»Dansk Folkeparti vil altid stramme på det her område, uanset om det er begrundet i, at der er nogle problemer, man vil have løst,« siger han.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) ønsker ikke at kommentere nogen af forslagene fra sit støtteparti.